Den desperate kamp for at blive på tronen

”Sørens saga” fortæller den triste historie om Søren Langvad – patriarken, der ikke ville slippe tøjlerne i Pihl & Søn. Tusindvis af ansatte mistede deres arbejde, da entreprenørvirksomheden gik konkurs i sensommeren 2013.

Poul Høegh Østergaard er journalist med særligt kendskab til byggesektoren. ”Sørens saga” er hans første bogudgivelse.

”Sørens saga – entreprenøren Søren Langvad og dramaet om Pihl”

Poul Høegh Østergaard

Gyldendal Business

300 kr.

284 sider

Rettidig omhu for en ejerleder er at træde tilbage i rette tid. Det er en af læresætningerne i en ny bog om entreprenørvirksomheden Pihl & Søn, som gik konkurs den 26. august 2013. Ved konkursen mistede 3.000 ansatte på Pihls kontorer og byggepladser i Danmark og rundt om i verden deres arbejde.

Peter Lundhus, som i en årrække var bestyrelsesmedlem i Pihl & Søn, mener, at hvis ejer, topchef og bestyrelsesformand i Pihl & Søn Søren Langvad i virksomhedens vækstår frem mod 2008 selv var trådt et skridt tilbage og havde givet en ny direktion råderum til at gennemføre de nødvendige tilpasninger, ville han have givet Pihl de bedste muligheder for at komme styrket ud af krisen.

Peter Lundhus og Jørgen Mejlholm, tidligere økonomidirektør i Højgaard & Schultz og i en årrække også medlem af bestyrelsen i Pihl, er nogle af de få aktører i den nye bog om Pihl, der udtaler sig kritisk.

Store dele af bogen er en forherligelse af Søren Langvad. Det er ærgerligt, for entreprenørvirksomheden Pihl samt Søren Langvad indeholder det stof, som gode historier bygger på: stærke personligheder, succsser og fiaskoer; hjælpere og modstandere.

Historien bliver fortalt alt for beundrende med ensidigt fokus på Søren Langvads mod, stædighed og risikovillighed. Journalist og forfatter Poul Høegh Østergaard havde til formål at skrive en biografi over entreprenøren Søren Langvad. Begivenhederne tog imidlertid voldsomt form i perioden 2011-2013, da bogen blev skrevet. Virksomheden blev sat under administration, Søren Langvad døde i en alder af 88 år i december 2012, og et halvt år efter gik virksomheden konkurs.

At aktuelle begivenheder på den måde greb ind i skriveperioden, kunne være blevet forvandlet til dynamik, på samme måde som Thomas Larsen lykkedes med i sin biografi om Haldor Topsøe. Det havde dog krævet, at ”Sørens saga” var blevet omorganiseret. Nogle af de meget private beskrivelser kunne passende være blevet luget ud, ligesom en mere analytisk tilgang til virksomhedens alvorlige problemer ville have løftet bogen.

Fakta
Fakta
  • Pihl & Søn var en af landets største entreprenørvirksomheder, i mange år med Søren Langvad (billedet) som topchef.
  • Virksomheden er kendt for byggerier som Operaen, Skuespilhuset og Storebæltsbroen.
  • Konkursen ramte bl.a. den igangværende renovering af Nørreport Station i København og Bestseller-koncernens nye domicil i Aarhus.

Men heldigvis har vi de to bestyrelsesmedlemmer, som reflekterer klogt over virksomhedens endeligt og giver et forsøg på en forklaring på, hvorfor det kunne gå så galt.

»At banke pæle i jorden kan alle gøre. Udfordringen er at få skabt en organisation, som kan håndtere de udfordringer, den møder,« siger Peter Lundhus og fortsætter:

»Det har været Pihls styrke, at man har haft denne enkle organisation, hvor enhver kunne gå ind og snakke med chefen. Men det er også et stort ansvar for ét menneske at bære. På den ene side er der uomtvisteligt nogle kvaliteter i den personligt ejede virksomhed – dynamik, risikovillighed og et langsigtet udsyn, som er værdifuldt (…). Men der kommer et tidspunkt, hvor virksomheden bliver så stor, at man bliver nødt til at delegere ud.«

Siden 1970’erne har det ifølge forfatteren været et tilbagevendende emne på bestyrelsesmøderne, at Søren Langvad burde aflastes af en meddirektør, men Langvad havde utrolig svært ved at give plads til andre. Behovet for aflastning af topchefen var især aktuelt, fordi Pihl & Søn ekspanderede voldsomt i udlandet.

Jørgen Mejlholm siger:

»(…) en vis kompetenceafklaring, så folk ved, hvem og hvad de skal forholde sig til, og så nogle korresponderende procedurer for rapportering, der hænger sammen med det, ville da være en fornuftig ramme om det.«

Det var præcis de manglende procedurer og den manglende rapportering, som den erfarne topchef Birgit Nørgaard fik gjort noget ved, da Danske Bank i 2011 satte hende ind som bestyrelsesformand. Banken var utilfreds med de store kreditter, som Pihl havde svært ved at få bragt ned. Der var tale om uafregnede mellemværender på nogle af de oversøiske kontrakter, og Søren Langved havde flere gange sammen med sin økonomichef måttet møde op i banken for at give en forklaring.

Søren Langvad nægtede imidlertid at samarbejde med Birgit Nørgaard og endte med at få besked på, at han ikke længere måtte møde op på arbejdspladsen. Ifølge forfatteren var det dét, der knækkede den gamle, som i en alder af 88 år faldt om i sneen og døde uden for sin gadedør. Kort efter gik virksomheden konkurs.

BRANCHENYT
Læs også