Borgmestre vil ikke sænke grundskylden for pressede boligejere

Kun tre borgmestre i en rundspørge vil skåne boligejere for kæmpe grundskyldsregning.

Borgmester i Lejre Kommune, Mette Touborg (SF), vil have staten til at nytænke modellen for boligskatterne.

Grundskylden står til at udgøre en endnu større del af husholdningsbudgettet for boligejere i fremtiden.

I en rundspørge foretaget af Berlingske blandt 43 borgmestre er det dog kun få borgmestre, der vil komme boligejerne til hjælp.

En enkelt borgmester, som Berlingske har talt med, vil have grundskylden sænket med mere end to promillepoint, mens to borgmestre forventer en mindre sænkning.

Frederiksberg rammes hårdt

Grundskylden er afhængig af to parametre. Den ene er den såkaldte grundskyldspromille, som den enkelte kommune fastsætter, men den anden er Skat's fastsatte grundværdier.

I en kommune som Frederiksberg, der har oplevet nogle af landets største stigninger i grundværdier, vil grundskylden ifølge Berlingske for en villa på 140 kvadratmeter komme op over 100.000 årligt, når de nye grundværdier er faset ind.

Grundskylden kan nemlig kun stige med en vis procentdel om året.

Staten skal på banen

Den kendte SF-borgmester Mette Touborg fra Lejre kommune mener, at staten må finde på nogle nye modeller for beskatningen af boligejere.

"Det vil i praksis være en stor belastning for de kommunale budgetter, hvis man skal undgå, at grundskylden stiger i kroner og øre. Jeg har ikke den præcise løsningsmodel. Men uanset hvad står det klart, at staten også har et stort ansvar og bør overveje nye modeller," siger Mette Touborg til Berlingske.

Mens den statslige ejendomsværdi skat har været fastlåst siden skattestoppet i starten af 00'erne, er grundskyldspromillen bestemt udelukkende af kommunerne.

Realkreditrådet lavede sidste år beregninger, der viste, at selvom statens ejendomsskatter i over 10 år har været fastfrosset, er boligskatterne steget mere end boligpriserne på grund af netop grundskylden.

BRANCHENYT
Læs også