Flere fyres for Facebook-opdateringer

Pjækkedage bliver nemmere opdaget, efter det meste af Danmark er kommet på Facebook.

Pas på med at kritisere chefen på Facebook. Måske kigger han med. Foto: AP/Joerg Koch

Antallet af fyringer og skriftlige advarsler på baggrund af Facebook-opdateringer er støt stigende rundt om på landets arbejdspladser.

Det oplyser fagforeningerne HK, 3F, FOA og Krifa samstemmigt til Søndagsavisen.

Sagerne handler i langt de fleste tilfælde om ansatte, der i statusopdateringer kritiserer deres arbejdsplads eller chef, eller om sygemeldte medarbejdere, der kommer til at afsløre, at de måske ikke er så syge alligevel.

"Det meste bliver håndteret ude i de lokale afdelinger, så det er svært at sætte konkrete tal på. Men både antallet af sager og opkald fra medlemmer, der søger rådgivning, er klart stigende. Og vi ser stadig flere deciderede fyringer på baggrund af handlinger på Facebook," siger Jeanette Hahnemann, souschef i HK’s juridiske afdeling, til Søndagsavisen.

Pas på pjækkedage

Hos Dansk Erhverv, der repræsenterer arbejdsgiverne, er man opmærksom på Facebook-sagerne. De fleste af dem, der ender på underdirektør Charlotte Vesters bord, opstår akut.

"Det er jo situationer, hvor der udvises illoyalitet over for arbejdsgiveren, eller man har taget en pjækkedag og så pludselig skriver noget, der indikerer, at man er knap så syg alligevel. Vi ser også ret grove eksempler på mobning af kollegaer på Facebook, og det er faktisk de værste sager," siger Charlotte Vester.

Alligevel opfordrer hun arbejdsgiverne til at slå koldt vand i blodet, inden de trykker på fyringsknappen, da der er eksempler på sager, hvor grovheden af opdateringerne ikke nødvendigvis er nok til en fyring.

Lav et Facebook-kodeks

Derfor kan flere arbejdsgivere med fordel udarbejde et kodeks, så både ansatte og medarbejdere kender spillereglerne.

"Det handler simpelthen om at bruge sin sunde fornuft, og med sådan et kodeks kan man også tage meget af det her i opløbet," siger hun.

I fagforeningerne er man nu begyndt at undervise tillidsrepræsentanter i juraen om Facebook-relaterede fyringer, ligesom man generelt opfordrer ansatte til ikke at være venner med sin chef på sociale medier.

BRANCHENYT
Læs også