Danskere klar til allergi-revolution i USA

Nåleforskrækkede allergikere går en nemmere fremtid i møde efter en sensationel uge for danske ALK.

Den danske virksomhed ALK-Abelló har fundet en niche inden for behandling af allergi med vacciner i tabletform. Foto: ALK-Abello

Det er et langt sejt træk for en medicinalvirksomhed at få godkendt et lægemiddel af de amerikanske myndigheder, FDA.

Ikke desto mindre har danske ALK-Abelló, der ligger i Hørsholm, i denne uge fået godkendt to forskellige lægemidler på mega-markedet i USA.

"Det er lidt tilfældigt, at det er faldet inden for samme uge, vi vidste, at det ville ske i dette halvår, men det er fantastisk, at det allerede er gået igennem," siger Martin Barlebo, der er kommunikationsdirektør i ALK-Abelló til Jyllands-Posten.

ALK-Abelló specialiserer sig i allergibehandling, og begge de nyligt godkendte produkter er allergivacciner i tabletform.

Fundet en niche

Først på ugen godkendte FDA den tablet ALK-Abelló har udviklet mod græsallergi, og senest var det vaccinen mod ragweed eller Bynke-Ambrosie, der ikke er udbredt i Danmark, men som er lige så stort i USA som græsallergi med 10 mio. allergikere med svære til middelsvære symptomer inden for hver gruppe.

"Vi melder ikke nogle eksakte tal for, hvor stort indtjeningspotentialet er for de to midler, men det ligger i samme liga, og det er stort, tør jeg godt sige," siger Martin Barlebo.

ALK-Abelló kommer til at være den eneste virksomhed, der tilbyder tabletten mod ragweed-allergi.

Fakta
En kø af tabletter
  • ALK-Abelló har specialiseret sig i allergitabletter, som virker ved at pirre immunsystemet til at tage affære mod allergenet.
  • Grazax/Grastek mod græs er markedsført i Europa og skal nu rulles ud i Nordamerika.
  • Ragwitek virker mod den amerikanske allergikerplage ragweed, som er et lige så stort marked som græs i USA.
  • Desuden er ALK-Abelló ved at teste tabletter mod et potentielt enormt marked for husstøvmider, som kan blive det største af dem alle.

Børnevenlig behandling

Selvom der allerede findes behandling for både græs- og ragweed-allergi i USA som indsprøjtninger, vurderer Martin Barlebo, at der er et stort potentiale for tablet-medicinen

"Vi ved at der er omkring 2.5 mio. amerikanere, der er i den type behandling med indsprøjtninger. Og der er lige så mange, der siger nej til behandlingen på grund af indsprøjtningerne," siger han.

Græstabletten kommer til at være unik på det amerikanske marked, til trods for at franske Stallergenes også netop har fået godkendt en græs-tablet i USA.

"Fra Europa ved vi, at det er 40 pct. af de patienter, der bliver behandlet med tabletterne, er børn, og der er vores tablet den eneste af sin slags, der også er godkendt til børn," siger Martin Barlebo.

Samarbejder med gigantvirksomhed

Begge tabletter fra ALK-Abelló på det amerikanske marked bliver lanceret i samarbejde med en af verdens største medicinalvirksomheder, Merck.

"Det vil også sige, at vi ikke kommer til at tjene lige så meget, som hvis vi selv havde stået for det amerikanske salg, til gengæld har vi haft en meget lavere risiko, og vi har løbende modtaget betaling fra Merck, før tabletterne blev godkendt," siger Martin Barlebo.

ALK-Abelló kommer efter al sandsynlighed til at modtage 15-20 pct. i royalities fra salget i USA.

Helt store sællert

Den næste allergi-tablet, der kommer fra ALK-Abelló side, bliver til behandling af husstøvallergi.

"Husstøvmideallergi kan blive det helt store område for ALK-Abelló. Det er den allergi, der rammer flest allergikere, og desuden er den ikke sæsonbestemt som græs eller ragweed, så det står efter min vurdering til at blive det største forretningsområde," sagde Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker i Sydbank, tidligere på ugen til Jyllands-Posten.

Ifølge ALK-Abelló vil den tablet forhåbentlig komme på markedet inden de næste to-tre år.

BRANCHENYT
Læs også