Skattesnydere tømmer schweiziske konti

Schweiziske banker gør op med sorte penge, og det skaber kaos ved grænsen.

Tyske skattesvindlere forsøger at tømme deres bankkonti sorte penge. Foto: Peter Klaunzer

Tolderne har nok at lave ved grænsen mellem Schweiz og Tyskland.

Tyske skattesvindlere med sorte penge stående på en schweizisk konto har nemlig fået en ubehagelig deadline af alpelandets banker.

Ifølge tyske Die Welt skal de tyske bankkunder dokumentere, at der er betalt skat af de formuer, de har stående på en schweizisk konto, inden året er gået.

Ellers får skattefar i Tyskland en - for skattesvindlerne - ubehagelig opringning af banken.

Fylder bilen op

Derfor kører de beklemte bankkunder nu i pendulfart mellem banken i Schweiz og hjemmet i Tyskland med 10.000 euro ad gangen.

Så meget må man lovligt transportere over grænsen pr. mand.

Toldmyndighederne ved grænsen kan ifølge Die Welt derfor melde om biler med fem passagerer og lige under 10.000 euro hver i skødet, der krydser grænsen på livet løs.

Selv om det ikke er ulovligt, kan tolderne dog underrette skattemyndighederne i Tyskland om de pudsige fund.

Rekordfangst i 2013

Det er ikke alle, der holder sig til de 10.000 euro pr. grænsekrydsning.

Sidste år beslaglagde tolderne ved den tysk-schweiziske grænse 573 mio. euro, hvor tallet fra 2012 blot var 9,3 mio. euro.

Tolderne finder ifølge tyske Wirtschafts Woche penge i hver tredje tyske bil, der standses ved grænsen.

Ikke bankens idé

Tyskland har i mange år forsøgt at lave en aftale med Schweiz om beskatning af de mange penge, tyske statsborgere har haft stående i de hemmelighedsfulde banker.

Det lykkedes endelig i 2011, og det er en konsekvens af den aftale, at bankerne lige nu er ved at gøre rent bord over for de kunder, der har sorte penge stående i landet.

I Liechtenstein er en lignende manøvre i gang. Det lille fyrstedømme har en tilsvarende tradition for bankhemmeligheder.

Læs også