0

Bommert hos Skat kan koste en halv milliard

Koks i it-system betyder, at selv forældende regninger koster Skat penge.

Mere end en halv milliard kroner, som danskere skylder det offentlige i form af blandt andet licens og p-bøder, kan være tabt, fordi Skat ikke har fået inddrevet pengene, inden gælden blev forældet.

Det viser et nyt notat fra Skatteministeriet, ifølge metroxpress.

Skat indførte sidste år it-systemet EFI til at inddrive gæld automatisk, men det har fungeret så dårligt, at Skat har måttet indkalde flere hundrede ansatte for at taste beløb ind manuelt.

Forældende regninger

En af fejlene er, at der ikke er indført forældelsesdatoer på regninger i systemet, forklarer formand Jørn Rise fra Dansk Told & Skatteforbund.

»Det er ikke så godt. Folk skal jo ikke betale de krav, der er blevet forældede. Mange regninger er blevet forældede, uden Skat har vidst noget om det,« siger han til metroxpress.

Pengene forsvinder

De mange manglende millioner i statskassen får Venstres skatteordfører, Torsten Schack, til at kalde skatteminister Morten Østergaard (R) i samråd:

»Det er helt vildt, at så mange penge er ved at forsvinde ud af de offentlige kasser, fordi Skat ikke har formået at få deres tilgodehavender ind, før de er forældede. Regeringen har fået gentagne advarsler om, at systemet er mangelfuldt,« siger han til metroxpress.

Underdirektør for Betaling og Inddrivelse i Skat Kirsten Otbo skriver i en mail:

"Skats regnskab for 2013 er blevet reduceret med 508 millioner kroner for at tage højde for, at en del af posterne i regnskabet de facto er forældede, men endnu ikke afskrevet i regnskabet. Skat er ved at opgøre det konkrete omfang af og årsag til forældede krav."

Skatteministeren kunne ikke udtale sig, mandag.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også