Novo-rival presser prisen

Amerikanske Biogen Idec vil sætte prisen på nyt produkt lavt, og det kan koste Novo Nordisk.

Foto: Charles Krupa/AP

Den amerikanske biofarma-virksomhed Biogen Idec, der er blandt de globale frontløbere på hæmofili-området, vil prissætte sit nyeste lægemiddel mod blødersygdommen, Alprolix, på samme niveau som ældre og mindre bekvemmelige behandlingsmuligheder. Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauaet kan prisen på det nyligt godkendte produkt rettet mod hæmofili B, der er den mindst udbredte variant af sygdommen, derfor forventes at ligge på ca. 300.000 dollar årligt per patient i USA.

Og det kan presse priserne på eksisterende og fremtidige lægemidler på området i bund – noget som også kan ramme danske Novo Nordisk, der har planer om at søge godkendelse for sin seneste hæmofili B-kandidat, N9-GP, i 2015.

Løbske priser

Beslutningen fra Biogen kommer i en tid, hvor medicinalselskaber er kommet under beskydning for at kræve alt for høje priser for nye, innovative produkter, hvilket ifølge kritikere i bund og grund gør dem utilgængelige for de fleste patienter, eller medfører ualmindeligt høje omkostninger for sundhedssystemer.

Det gælder ikke mindst det banebrydende nye hepatitis C-middel Sovaldi fra Gilead Sciences, der koster 84.000 dollar for et enkelt behandlingsforløb i USA.

Ifølge analytikere, som Reuters har talt med, kan den pris betyde, at det vil koste den amerikanske regering mere end 200 mia. dollar at behandle de omkring 3,2 millioner amerikanere, der lider af leversygdommen.

Og noget kan tyde på, at omkostningsfrygten er begrundet. I hvert fald har USA’s største sundhedsforsikrer, UnitedHealth Group, netop meldt ud, at man har brugt 100 mio. dollar på Sovaldi i midlets første tre måneder på markedet.

BRANCHENYT
Læs også