Brugte leasingbiler rives væk

Prisen på brugte firmabiler er på halvandet år steget med cirka 20 pct.

En brugt Ford Mondeo er på grund af størrelse eftertragtet som familiebil. Men lige nu er der mangel på biler af den type.

Der er voldsom mangel på brugte biler som Volkswagen Passat og Ford Mondeo.

Det har over det seneste halvandet år ført til, at brugtpriserne for disse modeller er steget med cirka 20 pct.

Men alligevel kan det være en god forretning at købe sådan en bil på nuværende tidspunkt, fordi priserne vil forblive høje i mindst 2-3 år endnu. Det vurderer en analytiker i branchen.

Lagertid på under 14 dage

Manglen på de større, brugte biler har for leasingselskabet LeasePlan Danmark lige nu den betydning, at der går mindre end 14 dage, fra en brugt bil kommer ind, til den har fået en ny ejer.

Ofte når de brugte biler slet ikke at  blive klargjort og få plads i udstillingen, før en køber har meldt sig.

En enkelt gang har en køber ligefrem sagt "Den tager jeg,", mens bilen stadig stod på autotransporteren.

"Det var et ekstremt tilfælde, men der er meget stor efterspørgsel på disse biler," fortæller Thomas Ruff, der er Car Remarketing Manager og ansvarlig for det private bilsalg hos LeasePlan Danmark.

Færre biler på markedet

"Forklaringen er, at firmaerne i kriseårerne holdt igen med at anskaffe nye firmabiler. Mange steder blev der skåret ned på antallet af medarbejdere, og den brugte bil fik lov til at køre lidt længere. Der er simpelthen ikke blevet indregistreret så mange af disse biler, som i årene op til krise," forklarer Thomas Ruff.

Derfor vil der efter hans mening også være mangel på disse biler et par år endnu.

"Som sælger er det selvfølgelig en god situationen, fordi vi kan få mere for bilerne. Vi skal ikke give afslag for at komme af med bilerne," siger Thomas Ruff.

Nu leases der flere biler

Medvirkende til manglen på brugte biler i firmabilklassen er også, at leasingselskaberne har fordelagtige vilkår for registreringsafgiften. Det betyder, at det ofte bedre kan betale sig for selskaberne at sende de brugte biler ud af landet efter udløb af leasingperioden.

"Biler, der måske kun har kørt 60.000-80.000 km, bliver i højere grad sendt ud af landet end biler, der har kørt 140.000 km. Men hvis priserne fortsætter med at stige, vil bilerne med de færre kilometer måske i højere grad blive solgt igen i Danmark," siger Thomas Ruff.

Han tilføjer, at der nu er tegn på, at firmaerne er blevet lidt mere optimistiske. De er igen begyndt at lease og anskaffe flere biler.

"Men der vil gå mindst et par år, før der vil være brugte firmabiler nok til at følge med de private bilkøberes efterspørgsel," vurderer Thomas Ruff.

Benzinbiler vinder frem

Samtidig ser han spæde tegn på, at firmaerne nu i lidt højere grad efterspørger benzinbiler frem for dieselbiler.

"Det er for tidligt at sætte tal på, men det er min fornemmelse, at firmaerne nu vælger en Passat med en 1,4 liters benzinmotor med 140 hk, hvor det tidligere var en 2,0 liters dieselmotor med samme antal hk," tilføjer Thomas Ruff.

Udbud reduceret med 30-40 pct.

Hos bilhandelspladsen Bilbasen.dk vurderer analytiker Jan Lang, at udbuddet af de populære brugte biler i firmabilklassen over fem år er reduceret med 30-40 pct.

Det er der efter hans mening tre forklaringer på: Der er blevet indregistreret færre af dem, en del bliver eksporteret igen og endelig valgte firmaerne i forbindelse med krisen måske en lidt mindre biltype som VW Golf eller Ford Focus.

"Der for ser vi nu, at en Ford Mondeo, der for to år siden kostede godt 150.000 kr. som brugt, nu nærmer sig en pris på 200.000 kr. Det er godt for leasingselskaber og private, der vil sælge biler, men det bliver selvfølgelig dyrere for køberne," forklarer Jan Lang.

Et godt tidspunkt for køb

Alligevel mener han, at det nu er et godt tidspunkt for køb af disse biler.

"Jeg skal ikke afgøre, hvornår folk handler bil. Men selv om der lige nu skal købes dyrere ind, kan køberne samtidig holde en lavere afskrivning på bilerne, fordi priserne vil holde sig høje i mindst nogle år endnu," forklarer Jan Lang.

De højere priser har efter hans vurdering også ført til, at køberne undersøger markedet grundigt, før de investerer i en bil.

"Når priserne er lavere, er der flere, der lader sig lokke af et godt tilbud. Nu ser vi, at køberne afsøger markedet mere grundigt, før de slår til," tilføjer Jan Lang.

BRANCHENYT
Læs også