0

Tyskere betaler højere priser for danske sommerhuse

Høje udlejningspriser skræmmer tyskerne væk, mener danske sommerhusejere.

I Tyskland er det ofte dyrere at leje et dansk sommerhus end på danske hjemmesider.  Arkivfoto: Carsten Ingemann

Udlejningsfirmaer af danske sommerhuse sætter prisen op i Tyskland og snupper hele fortjenesten.

Sådan lyder anklagen fra foreningen for Danske Sommerhusejere.

Ifølge formand, Kim Juhlin, er det ofte dyrere for en tysker end for en dansker at leje et sommerhus gennem udlejningsfirmaerne.

Forskel på 1.500 kr.

Hvis man eksempelvis tjekker Dancenters danske hjemmeside, koster et tilfældigt udvalgt sommerhus i slutningen af juli 12.025 kr. at leje i en uge. På Dancenters tyske hjemmeside koster det samme hus 1.826 euro, hvilket svarer til godt 13.600 kr.

Kim Juhlin fortæller, at de fleste udlejningsfirmaer har en forskel i de danske og tyske priser.

Dancenter og Novasol er to af de største firmaer, som udlejer danske sommerhuse.

Højere omkostninger

Hos Novasol lyder det, at man tilpasser sig de forskellige markeder og omkostninger i landene, og det betyder, at priserne ikke er ens.

"Man vil kunne møde et hav af forskellige priser," siger Jan Haapanen, som er administrerende direktør hos Novasol til epn.dk.

Eksempelvis er der forskellige regler for forsikring, hvilket gør det dyrere for tyskerne at leje et sommerhus i forhold til danskerne.

”Vi synes ikke, at det ville være fair, hvis danskerne skulle betale de ekstra udgifter, som der er i Tyskland. Det betaler de tyske kunder, så priserne ikke bliver sat op herhjemme, og sommerhusudlejerne ikke får en lavere indtægt,” siger Jan Haapanen.

Andre markedsforhold

Direktøren peger også på, at markedsforholdene er anderledes i Tyskland. Blandt andet er tyskerne glade for at købe rejser gennem en tredjemand i form af et rejsebureau, som også skal tjene på handlen.

”Tyskerne er derudover også rigtig glade for brochurer, og det koster millioner af kroner at lave og distribuere dem. Der er simpelthen nogle andre markedsforhold, som påvirker prisen,” siger han.

Bliver tyskerne hjemme?

Kim Juhlin køber ikke den forklaring, og problemstillingen har ifølge Kim Juhlin flere konsekvenser.

”Det er for eksempel ikke sådan, at firmaet deler de ekstra penge med udlejeren. De ryger direkte i bureauernes lommer,” siger han.

For det andet risikerer man, at de høje priser holder tyskerne hjemme.

Onsdag kunne man på epn.dk læse, at tyske feriegæster i stigende grad bliver væk fra de danske sommerhuse, når de vælger ferieland.

"Man bør sænke priserne"

Hos Danske Sommerhusudlejere mener man, at årsagen blandt andet er, at de danske sommerhuse er blevet for dyre at leje for tyskerne.

”Når man spørger de tyske turister, er de glade for at holde ferie i Danmark, men de siger, at pris og kvalitet ikke hænger sammen,” siger Kim Juhlin, som er formand for Danske Sommerhusudlejere.

Og han uddyber:

”Jeg har ikke noget imod, at nogen tjener penge. Men nu hvor de tyske gæster bliver væk, synes jeg, at man godt kunne se lidt på den høje avance og de tyske pristillæg.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dancenter.

BRANCHENYT
Læs også