Direktørs skjulte lån var dobbelt så store som egenkapitalen

Direktør i Københavns Andelskasse gav lån for 30 mio. kr. i det skjulte.

Foto: Colourbox

Det er ikke småpenge, den nu bortviste direktør i Københavns Andelskasse Rene Poulsen lånte ud uden bestyrelsens tilladelse.

I meddelelsen fra Andelskassen skriver bestyrelsesformand Søren Holmblad, at Rene Poulsen havde bevilget lån for over 30 mio. kr. i strid med andelskassens kreditpolitik.

Ser man på den seneste opgørelse af egenkapitalen, svarer det til 2 gange andelskassens egenkapital. Den var pr 30/9 2013 på 15 mio. kr.

En af modtagerne af de ikke godkendte lån er finansmanden Mark Szigethy, som ifølge Ekstra Bladet har fået en stribe lån på i alt 12 mio. kr.

Københavns Andelskasse har endnu ikke aflagt årsregnskab, men det må formodes, at egenkapitalen er blevet styrket i årets sidste kvartal.

Finanstilsynet har nemlig påbudt andelskassen at nedskrive 14 mio. kr. på de ikke godkendte lån og yderligere 2 mio. kr. på den ordinære låneportefølje.

Det ville uden en styrkelse af egenkapitalen give en negativ kernekapital, men ifølge tilsynets oplysninger, er kernekapitalen i Københavns Andelskasse på 0,8 pct. og solvensen på 4,8 pct.

Normalt bliver et instituts banklicens øjeblikkeligt inddraget, når solvensen falder under de lovpligtige 8 pct., men andelskassen har meddelt tilsynet, at man har fået bindende tilsagn fra en investor, der er klar til at skyde mindst 13,7 mio. kr. ind i ny egenkapital. Det er det beløb, der skal til, for at få bankens solvens op på de krævede 10,5 pct.

FinansWatch har været i kontakt med bestyrelsesformand Søren Holmblad, der ikke har yderligere kommentarer til situationen i andelskassen.

BRANCHENYT
Læs også