Leasingbilernes popularitet stiger

Både private og firmaer har mod på leasing. Kun få problemer med kontrakter.

Private bilkøbere har i dag langt mere mod på leasing end for et år siden. Foto: Morten Langkilde

Det bliver stadig mere populært at lease bilen frem for at eje. Det gælder både for privatbilister og for virksomhederne.

Det understreges af nye kvartalstal fra Finans og Leasing, som er interesseorganisation for firmaer, som beskæftiger sig med finansiering.

I årets tre første måneder har medlemmerne under Finans og Leasing leaset 12.767 nye biler ud. Heraf tegnede de private bilister sig for 2.176 biler, mens virksomhederne leasede 10.691 biler.

Tilbage på niveau

Når man sammenligner med første kvartal 2013, er der især for privatleasing tale om en markant fremgang - fra 716 til de 2.176. Det svarer til en tredobling.

Dermed er privatleasing ved at være tilbage på niveauet fra før 2012, da en lovændring mod leasing- og demobiler resulterede i en kraftig opbremsning i leasing.

For virksomhederne var tallet for første kvartal 2013 på 8.907 biler, så her er fremgang til 2014 på 20 pct.

"Når det gælder privatleasing, skal man bemærke, at det stadig kun drejer sig om en meget lille del af det samlede bilsalg. Derfor kan udsvingene blive mere voldsomme. Men der er ikke tvivl om, at leasing igen vinder frem," fortæller Christian Brandt, der er direktør i Finans og Leasing.

Direktør: Det går fremad

Han glæder sig især over, at virksomhederne igen har fået mod på at lease nye biler.

"Det er et udtryk for at det går fremad. Leasingbilerne er noget af det første, der rammes i nedgangstider. Til gengæld mærker vi måske også hurtigere fremgang," forklarer Christian Brandt.

Med til at øge leasings popularitet har måske også været, at nogle aktører i branchen nu tilbyder kortere leasingperioder og meget lavere engangsydelser.

"Jeg mener dog ikke, at det er tilfældet for vores medlemmer. Der er nogle faste omkostninger ved leasing, uanset om leasingperioden er 12 eller 36 måneder. Derfor skal leasingperioden nok være 2-3 år for at give leasingselskabet en fornuftig forretning," siger Christian Brandt.

"Men jeg har da noteret mig, at bilistorganisationen FDM har givet udtryk for, at der efterhånden kun opstår få problemer med leasingaftalerne. Der er heller ikke nævneværdige problemer, når bilerne skal afleveres igen. Jeg tror, at leasingkunderne faktisk føler, at de får en god behandling," siger Christian Brandt.

FDM: Kun få problemer

Det bekræftes af Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM.

"Alle selskaber under Finans og Leasing benytter sig af FDMs leasingkontrakt, som giver forbrugerne en høj grad af beskyttelse. Tidligere var der mange forskellige kontrakter, men nu ser vi meget få problemer," siger Allan Skytte Christensen.

Han tilføjer, at gennemsnitsbilisten betaler cirka 3.000 kr., når bilen afleveres. Det kan være til udbedring af nogle ridser eller en lille bule.

"Men det er jo ikke en ny bil, der afleveres efter tre år. Der kan selvfølgelig blive tale om en større betaling, hvis man har haft hund i bilen, eller hvis man ikke har behandlet den ordentligt. Men det giver meget sjældent problemer," fortæller Allan Skytte Christensen.

Pas på ekstra kilometer

Han tilføjer, at den største regning kan blive udskrevet, hvis der er kørt flere kilometer i bilen end aftalt.

"Hvis en bilist over tre år har kørt 30.000 km mere end aftalt, kommer der selvfølgelig en regning.

Derfor understreger vi også over for medlemmerne, at de skal få genforhandlet leasingkontrakten, hvis deres kørselsbehov ændrer sig. Efter 12 måneder kan de komme ud af leasingaftalen, og så må de indgå en ny aftale med et andet antal kilometer. Det er i høj grad bilistens eget ansvar," tilføjer Allan Skytte Christensen.

BRANCHENYT
Læs også