Microsoft vil pensionere Nokia-navnet

I 20 år har varemærket Nokia været synonym med mobiltelefoner, men Microsoft har andre planer.

”Varemærket Nokia er tilgængeligt for Microsoft i en vis periode, men det vil ikke blive anvendt i forbindelse med udviklingen af smartphones på længere sigt, siger den afgående Nokia-topchef Stephen Elop. Foto: Manu Fernandez/AP

Los Angeles

På fredag er den finske producent af mobiltelefoner Nokia amerikansk.

Otte måneder efter den første melding om købet af Nokias mobildivision, er verdens største softwareselskab Microsoft nemlig tæt på at have de sidste formaliteter på plads i købet af den finske mobilproducent.

Den resterende del af Nokia vil i stedet fremover fokusere på sin netværksdivision, som i modsætning til mobildivisionen er et velfungerende og lønsomt forretningsområde.

Helt nyt varemærke på vej

Meget tyder samtidig på, at Microsoft helt vil pensionere Nokia som varemærke på mobiltelefonområdet.

Det siger den afgående Nokia-topchef Stephen Elop, som er fulgt med over til Microsoft som leder af mobilforretningen.

Elop, som allerede arbejdede for Microsoft i perioden 2008 til 2010, har meddelt følgende via sin blog:

”Varemærket Nokia er tilgængeligt for Microsoft i en vis periode, men det vil ikke blive anvendt i forbindelse med udviklingen af smartphones på længere sigt. Lige nu arbejder vi på at vælge hvilket varemærke, som vi vil gå videre med.”

Spekulationer afvises

Ifølge kontrakterne kan Microsoft anvende Nokia-navnet de næste 10 år, men navnet vil efter alt at dømme blive skiftet ud langt tidligere, lyder meldingen.

I forrige uge indikerede et lækket dokument, at Nokia-telefonerne vil blive omdømt til Microsoft Mobile.

Det afviste Stephen Elop imidlertid ved samme lejlighed.

”Microsoft Mobile er ikke et varemærke, som forbrugerne vil støde på,” sagde han.

Læs også