Pengehop lurer i Danske Bank

Landets største bank er kommet stærkt fra start i 2014.

Analytikere tror på, at Danske Bank senere i år vil opjustere resultatet. Illustration: epn.dk

Danske Bank viste lovende takter i det kvartalsregnskab, som banken afleverede til fondsbørsen torsdag morgen.

Med et overskud på 3,6 mia. kr. har banken sporet sig ind på det bedste resultat siden finanskrisen.

Det fik i første omgang bankens ledelse til at præcisere forventningen til årets resultat, så det nu ventes at lande i den høje ende af et overskud efter skat i intervallet 9-12 mia. kr.

Opjustering

I Sydbank vil aktieanalysechef Bjørn Schwarz dog ikke falde ned fra stolen, hvis Danske Bank senere i år opjusterer med et par mia. kr. i begge ender af intervallet til 11-14 mia. kr.

Vi får formentlig først en opjustering fra banken, når den er 128 pct. sikker.

Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

"Under forudsætning af, at vi fortsat ser en forbedring af konjunkturerne, så mener jeg, at det er et realistisk bud," siger Bjørn Schwarz.

Først når man er sikker

Nogenlunde samme vurdering får man hos Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

"Når Danske Bank melder, som man gør i dag, så er der en god sandsynlighed for, at man er sikker på 11 mia. kr., og måske ser man endda en god mulighed for at lande på den rigtige side af 12 mia. kr. Men vi får formentlig først en opjustering fra banken, når den er 128 pct. sikker," siger Per Hansen.

To forklaringer

Analytikerne har hæftet sig ved, at den markante fremgang i Danske Bank først og fremmest er et resultat af, at man har formået at høvle en god luns af omkostningerne, mens man samtidig synes at have fået styr på nedskrivningerne.

Omkostningerne er således faldet 6 pct. over det seneste år, mens nedskrivningerne i afdelingen for kerne-aktiviteter nu blot udgør 600 mio. kr. (tabsprocent på 0,14 pct.) efter et fald på omtrent 800 mio. kr. i forhold til første kvartal 2013.

Og der er mere i vente, lover Danske Bank.

Omkostningerne ventes i 2014 at falde til samlet ca. 23 mia. kr. mod 23,8 mia. kr. i 2013.

Toplinjen er udfordret

Samtidig ventes nedskrivningerne generelt at være lavere i år end i 2013 (4,1 mia. kr.), og særligt nedskrivningerne på kunder i Danske Banks mareridtsmarked i Irland viser fremgang. Her venter man nu at måtte afskrive 1,5 mia. kr. i år mod tidligere ventet 2 mia. kr.

"I en situation, hvor toplinjen er udfordret, så er det væsentligt, at man kan se, om man kan blive mere effektiv. Man må indrette sig efter lave renteniveauer og lav låneefterspørgsel, og det handler om stram omkostningsstyring. Det er en vedvarende proces. Ikke bare i år, men også i de kommende år," siger Bjørn Schwarz.

Ikke siden 2007 har Danske Bank præsteret et overskud på mere end 10 mia. kr. Før finanskrisen var det dog almindeligt for banken at tjene penge i den tocifrede milliardklasse.

Danske Bank: 1. kvartal 2014

Mio. kr.

1. kvartal 2014

1. kvartal 2013

Nettorenteindtægter

5.351

5.640

Nettogebyrindtægter

2.405

2.763

Handelsindtægter

1.865

1.467

Indtægter i alt

10.335

10.784

Omkostninger

5.432

6.587

Resultat før nedskrivninger på udlån

4.903

4.197

Nedskrivninger på udlån

641

916

Resultat før skat

3.630

2.862

Periodens resultat

2.812

1.923

Læs også