Svinepest-alarm på vej til afblæsning

Foreløbige prøver fra svin fra den besætning, der i går kom under mistanke for at være smittet med svinepest, tyder ikke på, at der er svinepest i Danmark.

Foto: Ilan Brender

Det endelige svar kommer fra Fødevarestyrelsen er først klar fredag eftermiddag, men foreløbige prøver viser, at der ikke er tale om svinepest i den besætning, der i går kom under mistanke for at være smittet. Dermed tyder meget på, at Danmark i denne omgang slipper for den frygtede svinesygdom.

Mistanken opretholdes for at forhindre spredning af en eventuel smitte i tilfælde af, at de endelige prøveresultater viser sig positive, skriver Fødevarestyrelsen.

Det mistænkte dyr stammer fra en besætning ved Skjern og blev fundet død på Danish Crowns slagteri i Herning. På den baggrund lukkede Fødevarestyrelsen slagteriet i går, hvilket er normal procedure ved mistanke om svinepest.

Svinepest er en smitsom husdyrsygdom, der kan ramme svin. Sygdommen kan ikke smitte til mennesker. Der opstår af og til mistanker om svinepest i Danmark og i andre lande, men i Danmark har der ikke været udbrud af klassisk svinepest siden 1933.

Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark.

Læs også