Nu skal vi for alvor spare på energien

Energirenovering skal gøres lettere for boligejerne.

Boligejerne skal bl.a. have nogle værktøjer, så de kan få en bedre overblik over, hvilke renoveringer der bedst kan betale sig. Foto: Finn Frandsen /Polfoto

Skærpede krav til bl.a. vinduer og byggematerialer, bedre rådgivning af boligejerne og en frivillig energimærkningsordning.

Det er nogle af punkterne i en 21 punkts plan, som klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) netop har fremlagt. Planen er en del af energiforliget fra 2012.

Målet med planen er, at varmeforbruget i vores bygninger frem mod 2050 skal formindskes med 35 pct.

Spar en tredjedel

"Der er tale om den hidtil største og mest omfattende strategi for at begrænse energiforbruget i de eksisterende bygninger," lyder det fra Rasmus Helveg Petersen.

Han understreger, at planen både henvender sig til de professionelle aktører som bygningsejere og byggeindustrien og til de private boligejere.

"Regeringen forventer at kunne reduceres varmeforbruget i de eksisterende bygninger med 35 pct. inden 2050. Jeg håber, at branchen vil bruge strategien som grundlag for langsigtede investeringer i nye teknologier," tilføjer ministeren.

De enkelte punkter i strategien kan findes her. Hele planen kan findes her.

Kravene skærpes

Planen lægger op til, at kravene til bygningernes såkaldte klimaskærm skærpes. Det vil bl.a. gælde vinduer i bygningerne.

Også kravene til bygningernes installationer skærpes, der skal indføres frivillige energiklasser for de eksisterende bygninger og nye bygninger vil blive mødt med endnu skrappere krav.

De frivillige energiklasser skal give ejerne nogle mål at sigte efter.

Boligejerne skal også sikres bedre mulighed for at kunne beslutte, hvilke investeringer der vil være med rentable. Samtidig vil regeringen også sikre bedre rammer for finansieringen af energiforbedringer.

Ud med olie- og gasfyr

Energirenoveringen af enfamiliehuse skal fremmes med BedreBolig-ordningen. Her skal der især satser på alternative energiformer i stedet for olie- og gasfyr.

Enfamilieboligerne tegner sig ifølge planen for 51 pct. af energiforbruget, mens etageboliger står for 20 pct. af forbruget.

BedreBolig-ordningen skal give boligejerne mulighed for at få rådgivning kun ét sted gennem hele processen med renovering. Ordningen afprøves i øjeblikket i ni kommuner, og den skal gøre energirenovering mere overskuelig for boligejerne.

Forskning skal styrkes

Regeringen lover også, at den vil fremme renoveringen af almene boliger, private udlejningsejendomme og andelsforening samt erhvervslejemål og offentlige bygninger.

Yderligere skal både forskning og uddannelse inden for energirenovering styrkes.

Ifølge ministeren har flere end 40 organisationer bidraget til strategien.

"De mange bidrag har gjort diskussionen meget mere konkret," lyder det fra  Rasmus Helveg Petersen.

Læs også
Top job