"Hej - jeg tager mig lige en pjækkedag?"

Mere end hver tredje har løjet sig til sygedag.

»Hej. Jeg er desværre blevet ramt af en slem gang feber og ondt i halsen, så jeg er tvunget til at blive under dynen i dag. Håber på at blive rask hurtigt.«

Den slags beskeder sender danskere jævnligt til deres arbejdsgivere, men i virkeligheden kunne der lige så godt stå »hej, jeg tager mig lige en pjækkedag?«

En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroxpress, viser, at 38 procent af danskerne på et tidspunkt har meldt sig syge på deres arbejde, på trods af at de intet fejlede.

16 procent svarer, at de har gjort det "et par gange", mens 5 pct. indrømmer at gøre det ofte.

Dyr og dårlig stil

»Rigtig dårlig stil«, lyder det fra Rikke B. Ørum, der er chef for HR og Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv, til metroxpress.

»Dels er pjæk dyrt for samfundet og virksomhederne, når der er arbejde, der ikke bliver udført. Men det er også ukollegialt, fordi ens kolleger i mange tilfælde får mere travlt,« siger Rikke B. Ørum.

Millioner i spil

Dansk Erhverv har tidligere foretaget en beregning, der viser, at danske virksomheder årligt mister 814 millioner kroner på grund af pjækkedage.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen forklarer, at flere offentlige institutioner har indført en bonusordning til medarbejdere, der har et lavt sygefravær.

»Kommuner og sygehuse har afdelinger, hvor man får mere i løn, hvis man har et lavt fravær. Og det har rent faktisk haft en effekt,« siger professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet til metroxpress.

Læs også
Top job