TDC tjente en lille mia. kr.

Omsætningen falder i selskabet, der dog fastholder kvartalsoverskud på knap en 1 mia. kr.

Landets største tele- og tv-koncern TDC har fortsat problemer med at lokke kunderne til kassen.

Selskabet omsatte ganske vist for 5,9 mia. kr. i første kvartal, men der er tale om et fald på godt 5 pct. fra samme periode i fjor, da man genererede en omsætning på 6,2 mia. kr.

Det fremgår af regnskabet for første kvartal, der netop er blevet offentliggjort.

700 mio. kr. omsætning tabt

Ser man på udviklingen over de seneste år, har TDC nu tabt kvartalsomsætning for 700 mio. kr.

Det er dog ikke at spore på resultatet før skat, hvor man i det forgangne kvartal kunne notere et overskud før skat på 958 mio. kr.

Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at hente flere besparelser end ventet på driften.

Kunder forsvundet

Når omsætningen er faldet, skyldes det ikke mindst, at såkaldt lavt forbrugende mobilkunder har vendt selskabet ryggen. På tre måneder har 57.000 kunder således forladt selskabet. Til gengæld har man hentet 12.000 nye erhvervsabonnenter i perioden.

På fastnettelefoniområdet har 36.000 kunder sagt farvel siden nytår, mens ledelsen omvendt kan glæde sig over 11.000 nye internet-abonnenter - primært trukket op af Yousee og 18.000 nye kunder på tv-området.

"Som konsekvens af det planlægger vi en række nye og spændende produktlanceringer på privatmarkedet i andet kvartal uden at gå på kompromis med profitabilitetskrav," lyder det fra koncernchef Carsten Dilling.

Det fremgår dog ikke, hvilke produkter der er tale om.

Satser på 4G

Noget kunne dog tyde på, at der er brug for handling særligt blandt privatkunderne. 141.000 privatkunder har opsagt deres fastnetbaserede telefonabonnement det seneste år, 97.000 mobilkunder er forsvundet, mens kun 22.000 internetkunder og 31.000 tv-kunder er kommet til.

Et af midlerne til at sikre flere kunder i butikken kan være selskabets opgradering af netværket til 4G.

"Vi har med succes overført driften af vores mobilnet til Huawei og har gennemført opgraderingen af 4G-nettet i Nordjælland og på Bornholm med tilfredstillende resultat. Vi forventer at opgradere 4G-nettet på det øvrige Sjælland inkl. København inden for det kommende halve år," siger Carsten Dilling.

Strategisk samarbejde

TDC har senest frasolgt sine finske forretninger for godt 1 mia. kr. Transaktionen, der ventes gennemført i andet kvartal, er resultatet af øget fokusering i den nordiske forretning.

"Samtidig har vi indgået en strategisk samarbejde med DNA Oy, som giver os mulighed for fortsat at tilbyde pan-nordiske løsninger til både eksisterende og nye kunder. Vi har øremærket 500 mio. kr. fra salget til investeringer i profitable vækstinitiativer i perioden 2014-2015," siger Carsten Dilling.

Udviklingen i årets første kvartal har ikke givet anledning til ændringer i forventningerne til årets resultater.

Tabel over TDC's Q1 regnskab:

Mio. kr.

1. kvartal 2014

Hele 2013

Omsætning

5.919

24.605

Bruttoresultat

4.340

17.791

EBITDA

2.488

10.149

EBIT

1.151

4.163

Resultat før skat

958

3.518

Nettoresultat

716

3.119

Læs også
Top job