Bilsalget fortsætter på rekordkurs

To bilmodeller kæmper lige nu om at være danskernes foretrukne.

Ford Fiesta var i april meget tæt på Volkswagen up! som danskernes foretrukne bil.

Selv om sparelysten fortsat er udtalt på andre områder har de danske forbrugere stadig mod på at købe nye biler.

Da nye modeller samtidig er på vej, forventer man i bilbranchen også et højt bilsalg i resten af året.

Nye tal fra De Danske Bilimportører og Danmarks Statistik viser, at bilsalget fortsat er på rekordkurs trods rekord i både 2012 og 2013.

Således blev der i april solgt 16.452 nye personbiler i Danmark. Det er en stigning på 4,3 pct. i forhold til samme måned i fjor.

De 20 mest solgte i april

Volkswagen up UP!

981

Ford Fiesta

969

Peugeot 107

796

Peugeot 208

508

Citroën C1

478

Skoda Octavia

449

Nissan Qashqai

444

Volkswagen Golf

444

Renault Clio

409

Toyota Yaris

365

Hyundai i20

333

Kia Rio

307

Skoda Citigo

298

Renault Captur

297

Toyota Aygo

281

Citroën C3

274

Volkswagen Polo

273

Kia Picanto

248

Audi A3

238

Opel Corsa

215

Men når man ser på årets første fire måneder, er der solgt flere end 64.000 biler. Det er en fremgang på 11 pct. i forhold til året før.

En glædelig udvikling

Hos bilimportørerne hæfter den administrerende direktør, Bent Mikkelsen, sig ved, at der normalt ikke indregistreres ret mange nye biler i påsken, der i år først faldt i april mod i marts året før.

"Det burde faktisk have givet et mindre salg i april sammenlignet med i fjor. Så når markedet alligevel vokser med mere end 4 pct., er det med til at underbygge den historiske forandring i bilmarkedet i disse år. Det er selvfølgelig en udvikling, vi glæder os over," siger Bent Mikkelsen.

Derfor tror han også, at resten af året vil udvikle sig på samme måde.

"De kommende måneder vil vi se en række nye modeller, og det tyder på en stærk udvikling også i resten af året," tilføjer han.

Små biler dominerer stadig

Når man ser på, hvilke biler danskerne køber, er det fortsat de små biler, der dominerer.

Volkswagen up! holder lige netop placeringen som den mest solgte bilmodel.  Det er en placering, den har haft i næsten to år. Men i april har den været hårdt presset af Ford Fiesta. VW up! blev solgt i 981 eksemplarer, mens Ford Fiesta var lige efter med 969.

Der er dog også tegn på, at bilisterne igen køber de lidt større biler. Det er Skoda Octavia, Nissan Qashqai og Volkswagen Golf beviser på.

Især den nye crossover i form af Nissan Qashqai er overraskende rykket helt op på sjettepladsen.

Og så er der i øvrigt solgt 120 elbiler i april, hvilket er et usædvanligt højt tal.

Stor appetit på  biler

Også privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank har noteret sig det fortsat høje nybilsalg.

"Tidligere perioder med meget store bilsalg har typisk været meget korte og drevet af skatteændringer. Men denne gang er der bare meget stor efterspørgsel efter nye biler. Danskernes appetit på nye biler er bare stor," siger Las Olsen.

Det er dog ikke ensbetydende med stigende omsætning hos forhandlerne.

"Det er stadig de billige mikrobiler, der fylder meget i bilsalget. Derfor er forbruget af nye biler formentlig stadig under, hvad det var i 2007, når det gøres op i kr.," tilføjer Las Olsen.

Læs også
Top job