Nu skal din bolig holde i 307 år

Trods fremgang er boligbyggeriet på et historisk lavt niveau, og det får konsekvenser.

Arkivfoto: Klaus Holsting

Først den gode nyhed: Der bliver bygget flere huse i Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 1. kvartal blev der bygget 2.031 boliger i Danmark mod 1.716 boliger kvartalet inden.

Så den knap så gode nyhed: Hvis ikke tallet stiger yderligere, skal vi regne med, at en gennemsnitlig bolig nu skal holde i 307 år, viser beregninger fra Nordea Kredit.

Lille del skiftes ud

Beregningen tager udgangspunkt i antallet af påbegyndte boliger det seneste år. Og her er der påbegyndt beskedne 8.473 boliger. Hvis man holder det op mod, at der i øjeblikket er 2.597.968 boliger på landsplan, så betyder det, at vi det seneste år kun har skiftet 0,33 pct. af vores boligmasse ud.

Boligbyggeri
  • I 1. kvartal 2014 blev der påbegyndt 2.031 nye boliger mod 1.716 kvartalet inden.
  • 4. kvartal 2013 var kendetegnet ved det laveste antal påbegyndte boliger siden statistikkens begyndelse i 1998.
  • I gennemsnit er der blevet opført 5.099 boliger hvert kvartal siden 1998.

"Det betyder med andre ord, at hvis ikke vi sætter byggetempoet op, skal en gennemsnitlig bolig nu holde i 307 år. Det vurderes at være en noget længere tidshorisont, end et almindeligt parcelhus kan stå model til," siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, til epn.dk.

Og en form for udskiftning af boligmassen er både hensigtsmæssig og nødvendig for boligmarkedet. Tendensen i øjeblikket er, at folk flytter til byerne og væk fra landet. Det betyder ganske enkelt, at der formentlig vil være huse på landet, der rives ned, men det vil ikke give den store mening at bygge nyt i de samme områder, når folk flytter derfra.

Boligbehov ændres

"Nybyggeri er ikke kun ønskeligt pga. byggeriets kvalitet, men lige så meget fordi vores boligbehov er under konstant forandring. Ser vi f. eks. 307 år tilbage i tiden, har både byggeteknik og ønsker til drømmehuset i hvert fald ændret sig betragteligt. På den baggrund synes den nuværende byggeaktivitet stadig at være utilstrækkelig til, at holde vores boligmasse i en behørig stand," siger Lise Nytoft Bergmann, der understreger, at fremgangen i 1. kvartal er glædelig, selv om den er beskeden.

"Tallene er opløftende, hvis man sammenligner tallene fra 1. kvartal 2014 med 4. kvartal 2013. I 1. kvartal 2014 blev der påbegyndt 2.031 nye boliger, mens der kvartalet forinden kun blev påbegyndt 1.716 nye boliger. Det er en ganske markant fremgang på kun ét kvartal, om end vi tidligere har set, at antallet af påbegyndte boliger godt kan svinge en del fra kvartal til kvartal."

Det hører med til historien, at netop 4. kvartal 2013 var kendetegnet ved det laveste antal påbegyndte boliger siden statistikkens begyndelse i 1998. Gennemsnitligt er der påbegyndt 5.099 boliger pr. kvartal de seneste 17 år.

Historisk lavt antal

Hvis udviklingen fortsætter, vil der blive bygget blot 8.473 boliger i år. Det er det laveste niveau, siden statistikken blev introduceret i 1998. Og der er ingen grund til at løfte armene alt for højt, mener cheføkonom i BRFkredit, Ulrikke Ekelund.

"Der er langt op til fortidens aktivitetsniveau, og det er ingen hemmelighed, at dansk byggeri fortsat har det svært.  Ser vi på det seneste konjunkturbarometer for byggeriet, ligger det fortsat på den negative side af 0, og meldinger lyder på tynde ordrebøger," siger Ulrikke Ekelund, der dog forventer, at byggeriet i de kommende år vil opleve fremgang.

"Fremgangen vil komme dels fra den bedring vi p.t. ser på boligmarkedet dels fra øget beskæftigelse. Vi har for nylig fået fornuftige ledighedstal, som kan indikere, at en bedring i dansk økonomi kan være på trapperne," mener Ulrikke Ekelund.

Læs også
Top job