Her er boligmarkedet rødglødende

Lysten til at sætte boligen til salg er steget markant i april. Og næsten hele landet er med.

Boligmarkedet i København er for alvor stukket af fra markedet i de øvrige byer. Arkivfoto: Martin Lehmann

Danskerne har igen fået mod på at sætte deres boliger til salg, viser nye tal fra april.

Men der er fortsat forskel på, hvor stort modet er. Størst er lysten i København, der i den grad har udviklet sig til at være en unik drivmotor for boligmarkedet.

I april blev der udbudt 6,9 pct. flere villaer, 8,6 pct. flere lejligheder og 11,4 pct. flere fritidshuse i København i forhold til marts. Og det er en fremgang, der overgår alle andre regioner, viser tallene, som Home har bearbejdet på baggrund af egne tal og e-nettet for hele boligmarkedet.

Og selv om flere udbudte boliger til salg i princippet kan gøre det sværere for andre at sælge på det stadigt kriseramte boligmarked, så er det et ubetinget sundhedstegn, mener relationschef i Home, Mads Ellegaard. Et større udbud giver mere dynamik på markedet.

Flere boliger til salg

På landsplan Fremgang i pct., april-maj 2014 Fremgang i pct., april-maj 2013
Fritidshuse 7,2 2,8
Ejerlejligheder 3,4 1,1
Villaer/rækkehuse 3,2 1,1

Et sundhedstegn

"Det er et sundhedstegn, at flere boligejere sætter til salg – og markedet kan godt bære det, for der er også fremgang i handler. I runde tal har vi solgt 20 pct. flere huse og lejligheder i årets første kvartal sammenlignet med sidste år," siger Mads Ellegaard til epn.dk.

At det er København eller rettere Region Hovestaden, der trækker, er ikke den store overraskelse. Det er her, fremgangen har været størst også når det drejer sig om salg, salgstider og priser.

På ejerlejlighedsfronten har der været tale om tocifrede prisstigninger på under et år. Og det har bl.a. ført til, at man frygter en form for prisboble. Nu smitter det altså af på udbuddet.

"Der er hovedstaden, og så er der – populært sagt – alle de andre. De positive takter på boligmarkedet har især pustet til markedet i København, hvor vi i længere tid har set stigende priser og flere handler. Og det får nu markant flere boligejere i regionen til at sætte til salg," siger Mads Ellegaard.

Flere vil sælge

Ejendomsmægler Mogens Steffensen fra Home på Amager bekræfter, at de positive takter får flere boligsælgere på banen.

"Flere boligsælgere springer på vognen nu og sætter til salg, fordi de kan se, at huse og lejligheder i deres nabolag bliver solgt hurtigt og til gode priser," siger Mogens Steffensen, der er salgschef hos Home Bjerregaard & Co. med i alt 14 Home-forretninger i Storkøbenhavn.

Det øgede udbud betyder, at der nu er 42.426 parcel/rækkehuse at vælge imellem herhjemme. Det er 724 flere end sidste år. Der er ialt 7.557 ejerlejligheder, 385 flere en sidste år og 13.234 fritidshuse. Det er 724 flere end sidste år.

Tidligere var det lidt af en tommelfingerregel, at ejerlejlighedsmarkedet kunne trække det øvrige boligmarked med frem.

Ud af krisen

"Den tendens havde vi godt nok svært ved at se for halvandet år siden, men det kunne se ud, som om den er der nu. I hvert fald er det ekstremt positivt at se, at der er fremgang over det meste af landet. Der er klare tegn på, at vi er på vej ud af finanskrisens skygge," siger Mads Ellegaard.

En af forklaringerne på det øgede udbud er, at der simpelthen er nogle boligejere, som er blevet boende længere, end de havde lyst til.

"Der er mange med et opsparet boligbehov. De har ikke troet på, at de kunne sælge og har måske været usikre på, hvad de skulle give for en ny bolig. At de kommer ud nu, er et udtryk for tillid til markedet," siger Mads Ellegaard.

Læs også
Top job