Fingeren er på aftrækkeren, men trykker han?

Dagens rentemøde i ECB bliver næppe det, der sætter gang i den europæiske økonomi.

Chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario-Draghi. Foto: Fredrik von Erichsen/AP

Økonomer og analytikere over hele verden vender i dag atter øjnene mod Frankfurt, når toppen i Den Europæiske Centralbank (ECB) sætter sig sammen til det månedlige rentemøde.

Europas økonomier er i bedring har det lydt de seneste måneder, men den ultralave inflation og en stærk euro vækker fortsat bekymring.

Det kalder på handling, sagde blandt andet Sydbanks cheføkonom Jacob Graven tidligere på ugen til epn.dk. Alligevel skal man ikke forvente, at der sker noget i dag.

I vores hovedscenarie venter vi dog ikke, at ECB vil komme med yderligere tiltag.

Nordea

Tørt krudt

I Jyske Bank forventer man, at centralbankens overhoved, Mario Draghi, og det øvrige styrelsesråd vil "holde krudtet tørt".

"ECB har hidtil begrundet den afventende tilgang med bedringen i økonomien samt forventningen om, at inflationen er ved at bunde ud. Selv om ECB hidtil har vist sig tolerant over for den lave inflation, stiger presset, og i samme retning trækker den fortsatte eurostyrkelse," lyder det fra seniorøkonom Peter Skøttegaard Øemig.

Blød tone

Han peger da også på, at Draghi formentlig vil anlægge en "blød tone" på den efterfølgende pressekonference, hvor han vil betone, at ECB er klar til at handle.

Blandt ECB's muligheder for at føre en mere lempelig pengepolitik, der vil kunne skubbe til inflationen, er en sænkelse af renten, der dog allerede er ganske lav i niveauet 0,25 pct.

En anden mulighed kunne være de såkaldte kvantitative lempelser, hvor ECB opkøber obligationer for store beløb, som man har set i det i USA, hvor amerikanernes sidestykke til ECB, FED, gennem flere år har pumpet tusindvis af milliarder af dollars ud for at stimulere væksten.

ECB venter til juni

Men det kommer altså formentlig ikke til at ske i denne omgang, ifølge Jyske Bank, der får opbakning i Handelsbanken.

Her minder man om, at kerneinflationen har bevæget sig sidelæns i Europa de seneste måneder, og derfor venter man ikke de store nyheder i dag,

"Alt i alt ser vi ingen grund til en mere alarmeret ECB siden april. Vi ser dog stadig behov for yderligere lempelser, men venter, at ECB venter til juni, hvor ECB’s økonomiske stab samtidig offentliggør nye prognoser," skriver Handelsbanken i en kommentar.

Pressemødet afvikles torsdag fra kl. 14.30, mens renteannonceringen offentliggøres kl. 13.45.

Læs også
Top job