Storebæltsbroen skal betale vækstplan

Borgerne skal i længere tid betale for at krydse Storebælt. Også højere afgift på cerutter på vej.

Arkivfoto: Lars Poulsen/Polfoto

Det bliver ikke umiddelbart dyrere for hverken bilister eller togpassagerer.

Men regeringen lægger op til at afdrage en smule langsommere end ellers planlagt på Storebæltsbroen for at finansiere dele af den særlige vækstplan, der præsenteres senere i dag i Statsministeriet.

Ifølge flere medier vil Storebæltsbroen give regeringen 200 mio. kr. om året.

Dyrere at ryge cerutter

Ifølge TV2 News vil regeringen desuden forhøje afgifter på cigarer og cerutter samt hæve den særlige taxa-afgift, så hyrevogne og limousiner fremover skal betale registreringsafgift ved videresalg.

En del af vækstplanen finansieres også ved at hente et større ubrugt beløb fra sidste års vækstplan.

Som en del af finansieringen af den nye vækstpakke vil regeringen begrænse internationale dimittenders ret til dagpenge på dimittendvilkår, erfarer Ritzau.

Regeringen satser også på at hente finansiering til vækstpakken ved at ændre momsloven, så der fremover betales moms i kundens land i stedet for som i dag i sælgers land for elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester solgt til private i EU-lande.

Har ikke flertal klar

En afgørende del af den nye vækstplan er den såkaldte PSO-afgift, som regeringen vil reducere med 5,8 milliarder kroner indtil 2020.

Regeringen har dog endnu langtfra flertal for sit forslag, som Venstre har kaldt uambitiøst. Heller ikke Enhedslisten er imponeret.

Vækstplanen præsenteres kl. 11 i dag af statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Læs også
Top job