Derfor skal du omlægge dit afdragsfrie lån

Det kan virke underligt, at man skal omlægge sit afdragsfrie lån, før det udløber. Få forklaringen her.

Der er god grund til at omlægge sit afdragsfrie lån allerede nu, selv om afdragsfriheden først udløber om to, tre eller fire år.

Sådan lyder rådet fra bl.a. Nordea Kredit og Sydbank. Umiddelbart kan det være svært at forstå, at det kan betale sig. Men der er primært to årsager:

  • Mange af de eksisterende afdragsfrie lån, der skal refinansieres inden for en kortere årrække, har en nominel rente på 5 pct. Der vil derfor være penge at spare ved at konvertere ned i en 3 pct. obligation.
  • Til september skal vi have nye obligationsserier, og det betyder, at kursen på de nye obligationer vil være lavere end på de nuværende. Dermed kan det blive mindre attraktivt at omlægge.

"Hvis afdragsfriheden udløber om et år, er det ikke sikkert, at man stadig kan få et 30-årigt lån med 3 pct. i fast rente til den tid. Selv om vi ikke forventer store rentestigninger, er risikoen der for, at man ikke kan låse renten fast lige så lavt om et år," siger forbrugerøkonom i Sydbank, Camilla Skovsbo Erichsen, til epn.dk.

Besparelse på 980 kr.

Nordea Kredit har beregnet, at en boligejer med et lån på 1 mio. kr. kan spare 980 kr. i ydelse efter skat ved at omlægge sit afdragsfrie lån nu frem for at vente til den ordinære refinansiering om to år.

Regnestykket ser sådan ud:

Udgangspunktet er et afdragsfrit 5 pct. lån med en restløbetid på 22 år. Det konverteres til et afdragsfrit 3 pct. lån med en løbetid på 30 år.

  Mdl. ydelse efter skat Afdrag Restgæld
5 pct. uden afdrag

3.240

0

1.000.000

3 pct. uden afdrag

2.260

0

1.063.000

Ændring

-980

0

63.000

Restgælden stiger

Eneste ulempe er, at restgælden stiger med 63.000 kr. Men i løbet af fem år, vil boligejeren være bedre stillet med det nye lån, uanset hvad der sker med renten, oplyser boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

"Stiger renten, vil fordelen ved det nye lån blot øges. Ved en rentestigning på 1 pct. point forventer vi, at kursen vil falde til ca. 87,4, mens kursen på 5 pct. lånet fortsat vil ligge over 100. Det betyder, at boligejeren vil kunne skære ca. 120.000 kr. af sin restgæld, hvis han har et 3 pct. lån og 0 pct. af restgælden, hvis han fortsætter med 5 pct. lånet," siger Lise Nytoft Bergmann til epn.dk.

Umiddelbart kan det lyde, som om man snyder sig selv for to års automatisk afdragsfrihed. Men hvis man kan holde belåningen inden for 80 pct., vil man kunne få et nyt afdragsfrit lån og er altså sikret otte ekstra år med afdragsfrihed til en rekordlav rente på 3 pct.

Det kræver dog, at boligen skal vurderes. For boligejere, hvor belåningen er højere end de magiske 80 pct., kan det være en dum idé at gøre noget før den ordinære refinansiering. For de kan ikke være sikre på at kunne få samme belåning igen. Derfor er det måske en bedre idé at vente på bedre tider.

Flere alternativer

I Sydbank rådgiver man sine kunder med afdragsfrie lån til at overveje følgende alternativer:

  • Man kan lade være med at gøre noget, og bare lade lånet løbe videre. Der betales afdrag, når afdragsfriheden er slut efter 10 år, og der er nu 20 år tilbage til at afdrage hele lånet i.
  • Man kan lægge lånet om til et 20-årigt lån med afdrag, hvor renten er lavere, end renten på det nuværende lån.
  • Man kan lægge lånet om til et 30-årigt lån med afdrag, hvor renten er lavere, end renten på det nuværende lån.
  • Man kan lægge lånet om, så man får en ny periode med afdragsfrihed på i hvert fald en del af lånet. Her afhænger de konkrete muligheder af, hvor stort realkreditlånet er i forhold til boligens værdi.

"Hvis man har et afdragsfrit lån, hvor den afdragsfrie periode snart er slut, så overvej, om der skal omlægges nu i stedet for at vente helt, til afdragsfriheden udløber. Man kan i øjeblikket lægge om til et 30-årigt lån med 3 procent i fast rente til en meget attraktiv kurs," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

Nye obligationer

Renten skal ikke stige ret meget, før det reelt kan være sidste udkald for at benytte sig af 3 pct. lånet. Det skyldes, at der kommer nye obligationsserier til september. I tre år har vi vænnet os til, at obligationerne udløber i 2044. Men fra september og tre år frem kommer der nye serier med udløb i 2047.

Et sådant serieskifte udmønter sig typisk i et kursfald på 1,25-1,5 point.

"I kroner og øre betyder det, at hovedstolen vil være cirka 13.500 kr. højere, og at den månedlige ydelse efter skat vil være cirka 50 kr. dyrere, hvis man omlægger et lån på 1 mio. kr. efter serieskiftet i stedet for at gøre det før serieskiftet. Hvis man gerne vil omlægge sit lån, kan det derfor være en god forretning at omlægge, inden serieskiftet kommer," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

Også hvis man ønsker at afdrage hurtigere, kan det være en idé at omlægge nu. Se hvordan her:

BRANCHENYT
Læs også