Lundbeck i milliardhandel

Den danske medicinalkoncern køber biotekselskabet Chelsea Therapeutics for op til 658 mio. dollar, svarende til omkring 3,5 mia. kr.

Foto: Magnus Møller

Lundbeck har netop købt den amerikanske virksomhed Chelsea Therapeutics for 658 mio. dollar. Det meddeler den danske medicinalkoncern i en fondsbørsmeddelelse. Ved opkøbet af Chelsea Therapeutics får Lundbeck rettighederne til Chelsea Therapeutics' FDA-godkendte produkt Northera (droxidopa), som forventes at blive lanceret senere i 2014, oplyser Lundbeck.

”Dette er et attraktivt tilbud til Chelseas aktionærer, og det er i overensstemmelse med Lundbecks strategiske og disciplinerede tilgang til opkøb," udtaler Ulf Wiinberg, adm. direktør i Lundbeck, i meddelelsen. Han uddyber:

"Det foreslåede strategiske opkøb af Chelsea - og lanceringen af deres førende behandling, Northera - komplementerer Lundbecks kernekompetencer med fokus på sjældne og alvorlige neurologiske lidelser. Som en virksomhed, der er engageret i mennesker med hjernesygdomme, er vi i en unik position til at gøre Northera tilgængelig for dem, der har mest behov for det," udtaler Lundbeck-topchefen.

Ifølge meddelelsen vil opkøbet allerede fra 2015 bidrage positivt til Lundbecks pengestrømme og fra 2016 decideret til Lundbecks indtjening, som i disse år i den grad er under pres som følge af særligt patentudløbet på det storsælgende depressionsmiddel Cipralex.

Chelsea Therapeutics' lægemiddel, der altså er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, er ifølge Lundbeck "et lægemiddel til behandling af en sjælden neurologisk sygdom, der kommercielt og strategisk passer godt sammen med Lundbecks eksisterende neurologiske forretning i USA," meddeler Lundbeck.

Betaler størstedelen kontant

Af meddelelsen fremgår det også, at købsprisen er skruet sammen på en måde, der bevirker at Chelsea Therapeutics' aktionærer bliver tilbudt 6,44 dollar pr. aktie kontant, og at der derudover vil være optioner, der svarer til, at købsprisen kan nå op på 7,94 dollar pr. aktie. Kontantprisen svarer til, at Chelsea Therapeutics' aktionærer modtager en præmie på 29 pct. sammenlignet med gårsdagens slutkurs i lige præcis 5 dollar aktien.

"Transaktionen vil give Lundbeck mulighed for yderligere at udnytte sin ekspertise inden for sjældne neurologiske lidelser i USA gennem den forestående lancering af Northera, som blev godkendt af FDA den 18. februar 2014 til behandling af symptomatisk neurogen ortostatisk hypotension (NOH). Northera er den første og eneste behandling, der er godkendt af FDA, som udviser symptomatisk effekt hos voksne patienter med NOH, forårsaget af primært autonomt svigt (Parkinsons sygdom, multipel systemisk atrofi og ren autonom svigt), dopamin beta-hydroxylase mangel og ikke-diabetisk autonom neuropati," skriver Lundbeck i meddelelsen.

Læs også
Top job