Fodbold-VM skal sælge B&O-tv

Kineserne og VM i Brasilien kan hjælpe på salget af nyt tv fra B&O.

Det nye tv fra Bang og Olufsen kommer til at koste knap 55.000 kr.  Bang & Olufsen

Bang & Olufsen lancerede onsdag sit nye tv, som hedder BeoVision Avant.

Tv’et tilbyder ifølge B&O forbrugerne forskellige former for ny, avanceret teknologi. Heriblandt et billede med en ultra høj billedopløsning.  

BeoVision Avant byder også på et nyt lydsystem, som gemmer sig inde under apparatet, når det er slukket, og vipper ud, når det er tændt.

En anden ny løsning er de tilhørende bord- og gulvstande. Standerne drejer tv’et hen mod brugeren, når man tænder det, og rykker apparatet tilbage til sin plads, når man slukker.

VM i Brasilien

I juni skydes dette års VM-slutrunde i fodbold i gang i Brasilien. Det kan måske hjælpe salget af det nye tv på vej.

”Vi har tidligere set, at store fodboldturneringer har påvirket salget af tv. Mænd vil åbenbart gerne se ethvert græsstrå på fodboldbanen, når det gælder EM og VM, så årets VM-slutrunde kan have en positiv effekt på salget af det BeoVision Avant,” siger Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i Sydbank til epn.dk.

Store udfordringer for B&O

Hos tv-producenten med hovedsæde i Struer har man i høj grad mærket konsekvenserne af finanskrisen.

I 2013 kom selskabet ud med et nettounderskud på 160 mio. kr.   

”Bang & Olufsen har haft nogle kæmpe udfordringer de seneste år med en vigende forbrugslyst og en generel salgsnedgang i Europa,” siger Søren Løntoft Hansen.

Nyt brand: B&O Play

Han peger dog på, at den seneste tid har set lysere ud for virksomheden.

”Man er prøvet at imødekomme udfordringerne ved blandt andet at lancere et nyt brand, B&O Play. Det har haft relativ stor succes,” siger Søren Løntoft Hansen.

B&O Play er B&O's nye satsning inden for lydprodukter.

"Teknologisk stærkt tv"

Det er omkring halvandet år siden, at B&O senest har lanceret et nyt tv. Det nye tv fås i 55 tommer og kommer til at koste 54.995 kr. i B&O's butikker.

Søren Løntoft Hansen ser generelt positivt på den nye lancering.

”Det er et teknologisk stærkt tv, som B&O lancerer. Det er fuldt ud på højde med lignende smart-tv med ultra høj opløsning,” siger han.

Ikke en redningsplanke

Analytikeren mener dog ikke, at det nye produkt bliver den altoverskyggende faktor for, hvordan B&O’s fremtid kommer til at se ud.

”Man kan ikke drage den konklusion, at lanceringen af det her tv vil være B&O’s redningsplanke. Men det er de små bække, som gør en stor å i øjeblikket for B&O, så det er da et skridt i den rigtige retning,” siger han.

Potentiale i Kina

B&O har i de seneste år forsøgt at etablere sig på flere nye markeder.

”Man har blandt andet forsøgt at komme ind på det kinesiske marked. Her har B&O på sigt potentiale til at skabe sig en god position,” vurderer Søren Løntoft Hansen.

Læs også
Top job