0

Forbrugsvaregigant revses for nazikode på vaskemiddel

Uheldige Hitler-referencer har ført til tilbagetrækning af Ariel-vaskemiddel i Tyskland.

Procter & Gamble undskyldte fredag de utilsigtede nazi-associationer på deres vaskemiddel. Foto: AP/Al Behrman

Milliardvirksomheden Procter & Gamble, som står bag kendte varemærker som Ariel, Gillette, Pampers og Duracell, er havnet i strid modvind i Tyskland.

Her har en lang række forbrugere de seneste dage klaget højlydt over, at der på kampagnepakker for Ariel-vaskemiddel er placeret koder, som kan tolkes som en hyldest til nazismen og Adolf Hitler.

Fredag fik de mange klager forbrugsvaregiganten til at gå ud med en offentlig undskyldning og et løfte om, at de pågældende produkter ikke længere bliver leveret i Tyskland.

"Vi beklager meget, hvis der på vores produkter er nogen utilsigtede associationer, og vi distancerer os klart fra enhver højreekstremistisk ideologi," siger Gabi Hässig, talsperson for Procter & Gamble.

Kodetal

Hele balladen bunder i to forskellige tal, som står fremhævet på ryggen af en hvid fodboldtrøje henholdsvis på Ariels pakker med vaskepulver og flasker med flydende vaskemiddel.

På vaskepulverpakken står tallet "88", som skal indikere, at der er pulver til 88 vaske. På det flydende vaskemiddel står tallet "18".

Disse to tal ramler imidlertid ganske uheldigt sammen med nynazisters brug af koder for at hylde deres ideologi.

Ulovlige paroler

I Tyskland er det ulovligt at anvende naziparoler, og derfor er talkombinationer blevet nynazisters universelle måde at omgå lovgivningen.

"88" repræsenterer udtrykket "Heil Hitler", idet H er det ottende bogstav i alfabetet.

På samme måde står "18" i nynazistiske kredse for "Adolf Hitler" med det første og ottende bogstav i alfabetet.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også