Lego-boss tager pas med på indkøbstur

Pengetanken Kirkbi er parat til at investere op mod en håndfuld mia. kr.

Adm. direktør Søren Thorup Sørensen, Kirkbi A/S. Foto: Kirkbi A/S

Efter større investeringer i danske virksomheder som ISS, Matas og Falck er Lego-familiens stenrige familieselskab Kirkbi parat til at rette milliardskytset mod investeringer uden for landets grænser.

Aktuelt råder selskabet over en egenkapital på 36 mia. kr., og Kirkbi-direktør Søren Thorup Sørensen er parat til at investere 3-5 mia. kr. i nye aktiviteter i år.

En del af pengene er reserveret til Kirkbis investering i den tyske havmøllepark Borkum Riffgrund 1, der frem mod 2015 kommer til at koste sammenlagt 3 mia. kr.

Uden for landets grænser

Men der bliver også råd til andre større erhvervelser i år, og det bliver formentlig i udlandet.

Vi har altid en masse boblere, og dem vil I høre om, hvis det bliver aktuelt.

Søren Thorup Sørensen, adm. direktør Kirkbi

"Vi kigger med lys og lygte efter forskellige muligheder, og vi kigger klart uden for landets grænser, hvor vi fokuserer på Skandinavien, Tyskland, England og Schweiz. Tidligere har vi investeret i danske virksomheder som Falck og ISS, men det bliver ikke nødvendigvis tilfældet fremover," siger Søren Thorup Sørensen til epn.dk.

Spreder risikoen

Når man i højere grad kigger uden for landets grænser, skyldes det ikke, at man har mistet troen på dansk erhvervsliv. Det er et udslag af, at man ønsker risikoen spredt mere ud.

"Som man kan se, så kommer der ganske mange midler ind, og hvis vi kun kigger inden for landets grænser, så er risikoen for stor, og ejerfamiliens formue bliver for eksponeret mod et enkelt område," forklarer Søren Thorup Sørensen.

Han har de seneste år spredt Lego-familiens milliarder ud over så forskellige forretningsomåder som bl.a. energi, detailhandel, service og byggeriet.

En god måde

Målet er som tidligere at blive en såkaldt stor minoritetsaktionær i virksomheder med gode vækstmuligheder og potentiale til kontinuerlig værdiskabelse.

Selvom selskabet har tilstrækkelig med kapital til at blive bestemmende aktionær i mange selskaber, så har det ingen interesse, når man ser bort fra det historiske ejerskab af Lego-koncernen.

"Vi synes, at det er en god måde at komme ud og være med til at investere og udvikle virksomheder uden at skulle sidde med det endelige ansvar, hvis virksomheden skulle komme i vanskeligheder," forklarer direktøren, der får masser af henvendelser fra selskaber, der savner investorer.

Mange boblere

Hvor tæt er du på at kunne skrive under på noget?

"Vi har altid en masse boblere, og dem vil I høre om, hvis det bliver aktuelt," lyder det fra Søren Thorup Sørensen.

Han vil heller ikke sætte tal på antallet af større opkøb eller udpege en branche, men han forklarer, at Kirkbi foruden større aktieporteføljer i de omtalte virksomheder også kigger på ejendomsinvesteringer, hvor man er parat til at investere mere i kontor- og forretningsejendomme i udlandet.

Forberedt på dyk

Ser man helt bredt på selskabets investeringer i 2013, så havde man pæn succes med den måde, som Kirkbis penge blev placeret på.

Rekordoverskud i Lego bidrog med mest til Kirkbis bundlinje, men selskabets strateger ramte også pænt med investeringerne i aktier, obligationer og større opkøb som eksempelvis Matas. Samlet har man noteret et resultat på 1,9 mia. kr. før skat på den post.

"Hvis markederne falder markant, så vil vi også blive ramt. Derfor har vi prøvet at investere bredt, og vi er samtidig klar, hvis det skulle give yderligere investeringsmuligheder," siger Søren Thorup Sørensen.

Nøgletal Kirkbi A/S - 2013-2012

(mio. kr.) 2013 2012
Resultat før skat 11.873 10.166
Aktiver 48.108 40.103
Egenkapital 36.610 29.697
EK-forrentning 23,1 pct. 23,6 pct.
Antal ansatte 11.956 10.598
BRANCHENYT
Læs også