Kolde vinde på det kinesiske ejendomsmarked

Det kinesiske ejendomsmarked ventes at gå ind i sit efterår, idet der ventes et fald i boligpriserne.

Foto: Carsten Rehder/AP

Det skriver den kinesiske avis Xinhua med henvisning til en professor Li Daokui fra Tsinghua Universitet, der også tidligere har været rådgiver for den kinesiske centralbank.

Professoren pointerer, at ejendomsbranchen oplever et vendepunkt i øjeblikket, men at det ikke vil opleve så kraftige prisfald, som man så i USA i 2007 og 2008. Ejendomsmarkedet vil ifølge professoren opleve et efterår, men ikke en vinter. Siden begyndelsen på dette år har landets tidligere rødglødende boligmarked vist stigende tegn på nedkøling, hvilket har tændt bekymringer om et fald i boligpriserne i år.

Tal fra det officielle kinesiske statistikbureau viser, at det samlede areal solgt af erhvervsejendomme faldt i første kvartal med 3,8 pct. i forhold til samme periode året forinden og de samlede salgsindtægter faldt 5,2 pct. Ligeledes viste statistikken, at boligpriserne i de større kinesiske byer steg med en langsommere hastighed i marts, hvor færre byer rapporterede om månedlig fremgang.

I sidste uge faldt den gennemsnitlige pris på nye boliger i Shanghai med 4,1 pct. til 26.777 yuan per kvadratmeter svarende til 23.300 kr. per kvadratmeter. Det skriver Bloomberg News med henvisning til boligkonsulent Shanghai Uwin Real Estate Information Services. Arealet af nye boliger, der er sat til salg i Shanghai, faldt sidste uge med 0,69 pct. til 125.100 kvadratmeter.

Læs også
Top job