Hvem havde troet at jobbene skulle komme nu?

Ganske overraskende blev der i første kvartal skabt job i dansk økonomi.

Fremgangen i beskæftigelsen er primært sket inden for byggeriet og industrien, mens den offentlige beskæftigelse er faldet marginalt. Foto: Carsten Andreasen

9.000 flere kom i beskæftigelse i første kvartal i år.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er beskæftigelsen vokset med 12.900 personer over det seneste år, og det kommer egentlig som en overraskelse for økonomerne, der dog ser det som et tegn på, at den økonomiske genopretning kan udmønte sig i et selvbærende opsving drevet af stigende eksport og et stigende privatforbrug.

"Væksten i dansk økonomi er på ingen måde imponerende, og man ville normalt forvente, at beskæftigelsen ville falde med så lav vækst. Fremgangen i beskæftigelsen er derfor heller ikke entydigt godt nyt for dansk økonomi, for det afspejler desværre også en lav produktivitetsvækst," mener cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Fremgangen i beskæftigelsen blandt lønmodtagere kan meget vel indikere det første klare tegn på en egentlig vending på arbejdsmarkedet og er efter min vurdering et af de mest positive nøgletal, vi har fået fra dansk økonomi længe.

Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom, Sydbank

Med 2.154.000 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er Danmark nu på niveau med situationen i 2011, men fortsat langt under niveauet i 2008, da beskæftigelsen toppede, og der var 135.600 flere lønmodtagerjob.

Storme forskønner

Fremgangen i beskæftigelsen er primært sket inden for byggeriet og industrien, mens den offentlige beskæftigelse er faldet med 1.000 fuldtidsbeskæftigede. Ser man alene på den private sektor, så steg beskæftigelsen med 11.000 personer i første kvartal.

I bygge- og anlægsbranchen blev der skabt plads til og behov for yderligere 4.000 personer i årets første tre måneder. En forklaring kan dog meget vel være de storme, der ramte landet i anden halvdel af 2013.

"Stormene har skabt ekstra aktivitet i bygge- og anlægssektoren, hvilket kan give et kunstigt positivt billede af beskæftigelsen blandt lønmodtagere," noterer makroøkonom i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen.

Et af de mest positive nøgletal

Han er dog ganske begejstret for de nye tal, der i hans optik er et klart signal om, at dansk økonomi er i bedring.

"Fremgangen i beskæftigelsen blandt lønmodtagere kan meget vel indikere det første klare tegn på en egentlig vending på arbejdsmarkedet og er efter min vurdering et af de mest positive nøgletal, vi har fået fra dansk økonomi længe," lyder det fra økonomen.

Han minder om, at beskæftigelsestallene længe har stået stille, mens ledighedsstatistikken har varslet bedre tider. Nu synes begge nøgletal at pege i samme retning.

Fremgang forude

Og noget kunne tyde på, at det ikke stopper her.

"Vi venter således yderligere fremgang i beskæftigelsen over det kommende år," lyder det fra Steen Bocian.

Det skyldes blandt andet, at Dansk Jobindex i april viste, at der er lagt 18.400 nye jobannoncer på nettet. Det er det højeste niveau siden oktober 2008.

Vækst men ikke højkonjunktur

En stigende beskæftigelse kan medvirke til, at økonomien kommer ind i en positiv spiral, fordi det i sig selv vil føre et stigende forbrug med sig, hvilke igen øger aktiviteten i samfundet og behov for at hyre nye ansatte.

Noget vækstboom er dog næppe på vej.

"Vi tror ikke, at der ligger højkonjunktur lige rundt om hjørnet, men en vækst i omegnen af 0,8 pct. vil ikke overraske os for 2014. Samtidigt forventer vi, at i takt med at der kommer flere i arbejde, vil det smitte af på boligmarkedet," lyder det fra cheføkonom i BRFkredit Ulrikke EKelund.

I Sydbank er man en anelse mere optimistisk, da man forudser en vækst i år på 1,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også