McDonald's-ansatte stopper arbejdet

En international strejke blandt medarbejdere i fastfoodkæder begynder torsdag.

Naquasia LeGrand arbejdede hos fastfoodkæden KFC til under 40 kr. i timen. Nu kæmper hun for en mindsteløn på 15 dollars i timen til medarbejdere i amerikanske fastfoodkæder. Foto: Bebeto Matthews/AP

15 dollars svarer til omkring 80 danske kroner.

Beløbet svarer også til den mindsteløn, som medarbejderne i amerikanske fastfoodkæder i øjeblikket kæmper for at få indført. Medarbejderne kæmper samtidig for retten til at være i en fagforening.

Torsdag starter en international strejke blandt medarbejdere i fastfoodkæder over hele kloden. Strejken ventes at ramme omkring 150 amerikanske byer og 30 forskellige lande fordelt på seks kontinenter.

Fra London til Buenos Aires

I nogle byer vil der være tale om en reel strejke, hvor man andre steder planlægger at lave protester i sympati med de amerikanske medarbejdere.

London, Dublin, Bangkok og Buenos Aires er nogle af de byer, hvor fastfoodmedarbejderne vil gå i aktion. I Belgien regner man med at lukke en stor McDonald’s restaurant i den travle frokosttid.

På Filippinerne planlægger man at gøre opmærksom på de lave lønninger ved at lave såkaldte flash mobs, hvor grupper samler sig og laver en form for opvisning, i fem forskellige McDonald’s restauranter. 

Fakta

Medarbejdere i fastfoodkæder i USA kæmper for en mindsteløn på 15 dollars (ca. 80 kr.)

Ifølge den amerikanske arbejdsstatistik er gennemsnitslønnen i øjeblikket under 9 dollars (ca. 50 kr.)

Der er tale om medarbejdere fra en lang række fastfoodkæder – bl.a. McDonald’s, KFC og Wendy’s.

I december 2013 var der en lignende strejke, hvor medarbejdere i 100 amerikanske byer strejkede.

Medarbejderne kæmper også for retten til at være i en fagforening.

Konference i New York

Organisationen International Union of Food, IUF, afholdt i sidste uge en konference i New York. Her deltog mere end 80 medarbejdere og fagforeningsrepræsentanter fra 26 forskellige lande.

Gruppen talte om medarbejdernes forhold og planlagde den strejke, som ventes at starte torsdag, som skal støtte amerikanernes kamp for en mindsteløn på 15 dollars.

Dansk støtte

Louise Marie Rantzau arbejder i en dansk McDonald’s restaurant. Hun deltog også i konferencen i New York.

”Jeg kan ikke forstå, hvordan McDonald’s kan betale mig en god løn og ikke gøre det i USA. Hvis man har råd til det i Danmark, så må de også have råd til det i resten af verden,” sagde Louise Marie Rantzau til msnbc.com.  

Uafhængige ejere bestemmer

Hos McDonald’s afviser man kritikken.

”Hos McDonald’s tilbyder vi deltids- og fuldtidsjob, fordele og en konkurrencedygtig løn baseret på det lokale arbejdsmarked og jobniveau,” udtaler Heidi Barker Sa Shekhem, som er international kommunikationsansvarlig hos McDonald’s.

Hun understreger, at 80 pct. af McDonald’s restauranter drives af uafhængige ejere, som selv sørger for at overholde lovgivningen.

Ingen strejke i Danmark

Herhjemme skal de fastfoodhungrende ikke frygte, at de ikke kan købe en cheeseburger. Der er ikke planlagt strejke eller protester i danske fastfoodkæder.

”Vi har en overenskomst med 3F, så der er ikke nogen problemer her i landet. Vi er blevet enige med 3F om både lønninger og vores arbejdsforhold generelt,” siger Stine Green Paulsen, som er kommunikationsdirektør i McDonald’s Danmark til epn.dk.

Stine Green Paulsen ønsker ikke at kommentere på de amerikanske medarbejderforhold.

BRANCHENYT
Læs også