EU vil fjerne nudlers holdbarhedsdato

Flere EU-lande ønsker at fjerne mærkning på madvarer med næsten uendelig holdbarhed.

Holdbarhedsdatoerne på eksempelvis tørrede nudler er for konservative mener flere EU-lande. Arkivfoto: Mie Brinkmann/Polfoto

Pasta, nudler, ris og kaffe skal ikke længere have sidste holdbarhedsdato på, hvis det står til Sverige og Holland.

Det skriver den tyske avis Bild.

Forslaget skal angiveligt drøftes på mandag, når EU's landbrugsministre mødes i Bruxelles.

Tyskland støtter op

I stedet for sidste holdbarhedsdato kan man ifølge Kai Falk, fra brancheforeningen HDE, bruge udtrykket "bedst før".

"Ofte bliver maden smidt ud på grund af usikkerhed hos forbrugerne," siger Kai Falk til Bild.

Tyskland støtter ifølge avisen op om mærkningsforslaget.

Spiselig mad kasseres

Der bliver angiveligt smidt 89 mio. tons mad ud i EU hvert år, og ifølge undersøgelser er meget af den mad stadig spiselig.

Den danske organisation Stop Spild af Mad oplyser på foreningens hjemmeside, at en dansk husstand på to personer hvert år smider 130 kilo mad ud.

Læs også
Top job