Coop satser mere på mærkevarer på nettet

I stedet for at være et stort varehus skal coop.dk deles op i specialbutikker.

Færre varegrupper, men til gengæld med større udvalg og kendte varemærker, skal fordoble Coops nethandel.

Mere kendte mærkevarer og bedre tilbud om rådgivning af kunderne skal løfte detailgigantens Coops salg på nettet.

Ved at satse mere målrettet på seks varegrupper håber Coop at kunne fordoble omsætningen inden for tre år.

Vi har allerede noteret en vækst i nethandlen.

Brian Andersen, salgsdirektør hos Coop

"Indtil nu har vi tilbudt et stort varehus på nettet. Det har betydet, at vi har tilbudt lidt af meget. Nu satser vi mere målrettet på nogle bestemte varegrupper. Det har givet os mulighed for at præsentere nogle mærkevarer, som vi ikke tidligere har kunnet tilbyde," forklarer Brian Andersen, der er salgsdirektør i Coop.

Bedre kundeservice

Ved at satse på færre varegrupper med et større udvalg har Coop også fået mulighed for at tilbyde en bedre kundeservice.

"Hvis kunderne har behov for at få mere at vide om en bestemt vare inden købet, kan de ringe til vores kundeservice og tale med en dansktalende medarbejder, der har en særlig viden inden for den bestemte varegruppe," tilføjer Brian Andersen.

Attraktiv for leverandører

Omlægning i retning af færre specialbutikker har også gjort Coops netbutik mere attraktiv for flere leverandører.

"Vi har skærpet kravene til leverandørerne, så vi kun tager de bedste mærket ind. Det vil kunderne eksempelvis kunne opleve inden for babyudstyr, hvor vi satser på de bedste mærker, når det gælder bæredygtighed, kvalitet, sikkerhed og ansvarlighed. Det har samtidig betydet, at flere leverandører har meldt sig for at levere til coop.dk," siger Brian Andersen.

Som eksempler på de nye mærkevarer nævner han Stelton, Georg Jensen, Jamie Oliver og Norlic by Cane-line. Når det gælder babyudstyr kan Coop nu tilbyde babystole fra Römer.

Seks varegruppe

De seks indsatsområder er:

  • Haveliv - møbler, maskiner og legeudstyr.
  • Legetøj - med vægt på leg og læring.
  • Cykler.
  • Babyudstyr.
  • Vin - typisk vine som ikke fås i butikkerne.
  • Bolig- møbler, bolig- og køkkenudstyr.

Nethandel vinder frem

Brian Andersen lægger ikke skjul på, at satsningen på nettet skyldes, at nethandlen ventes at vinde frem på bekostning af den almindelige detailhandel i butikkerne.

"Vi indledte omlægningen i marts, og vi har allerede konstateret en vækst i nethandlen," forklarer Brian Andersen.

Afhentning eller levering

Netkunderne hos coop.dk kan bestille varerne til afhentning i de cirka 700 butikker under Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og LokalBrugsen-navnene. Her kan de i givet fald også returnere varerne.

Varerne kan dog også leveres til kundens bopæl.

Coop har cirka 1,4 mio. medlemmer.

"Hvis man skal klare sig på nettet, skal man kunne levere noget, som konkurrenterne ikke kan matche. Det mener vi at have fundet med det nye koncept," tilføjer Brian Andersen.

Læs også
Top job