Kæmpeordre giver optimisme i værftsby

Lang tid før højsæsonen er begyndt, er der rift om sengene på hoteller, værelser og i sommerhuse i Kerteminde.

Der er travlt i Kerteminde for tiden.

Det skyldes hovedsageligt den borerig, som lige nu ligger til overhaling hos Fayard på Lindø ved Munkebo. Og det er godt nyt i det nordøst-fynske, som mistede tusindsvis af arbejdspladser, da Lindøværftet lukkede tilbage i 2011.

Fayard er en af de virksomheder, som er rykket ind på det gamle værftsområde og det er her, der lige nu er stor aktivitet med at få repareret boreriggen Mærsk Gallant.

Arbejdet betyder, at der er 400 mand ekstra på reparationsværftet, fortæller Fayards direktør Thomas Andersen.

Det er den aktivitet, der nu smitter af til glæde for blandt andre udlejere af sommerhuse.

- Alt er revet væk. Vi har masser af langtidsudlejninger. Hvor det normalt tager os fem minutter at finde et sommerhus til folk, så kan vi i dag bruge en hel dag på det. Men det skal nok lykkes, siger turistchef Dorte Frandsen fra VisitKerteminde til DR Fyn.

Senge optaget

Også hotel- og kroeejere i området har svært ved at få armene ned.

- Sammenligner vi aktiviteterne på kroen med sidste år, så er der helt klart en stor stigning. Det udmønter sig tydeligt på værelsesdelen. Her er der stort set udsolgt, fortæller Henning Rasmussen, der er bestyrelsesformand for Munkebo Kro.

I Svendborg 60 kilometer væk kan den ekstra aktivitet på Fayard også mærkes. Her bliver noget af reparationsarbejdet bragt hen og lavet - inden det returnerer til Lindø, hvor det males, salmes og monteres på boreriggen.

En af de underleverandører, som har fået glæde af ordren med Mærsks borerig Gallant er SH- Group fra Svendborg. Virksomheden har specialiseret sig i stål, hydraulik og ingeniørarbejde til off shore-industrien.

- Normalt arbejder 20 mand fra SH Group på Lindø, men lige nu er vi omkring 60 på arbejde herude, og derudover er 10 ekstra kommet i arbejde 24 timer i døgnet i Svendborg, fortæller direktør Jeppe Sonne til DR Fyn.

Læs også
Top job