Kæmpebutik er bedst på nettet

Danmarks bedste webshop sælger ikke tøj og tasker - den sælger værktøj.

En vvs-butik er kåret som den bedste webbutik i Danmark.

Rør, ventiler og værktøj.

De produkter er blandt sortimentet på Danmarks bedste webbutik. Det blev afgjort torsdag aften, da E-handelsprisen blev uddelt.

Hovedprisen gik til Brødrene Dahl, som sælger vvs-produkter. Firmaet har 52 fysiske butikker, men har også markeret sig på nettet, og det blev hædret med to priser.

Mange forskellige kanaler

Udover hovedprisen vandt Brødrene Dahl også en pris for at være bedste omnichannel virksomhed. En virksomhed, som henvender sig til sine kunder på flere forskellige kanaler.

”Brødrene Dahl har leveret flotte vækstrater og økonomiske resultater år for år. Brødrene Dahl arbejder på tværs af talrige kanaler og personaliserer indholdet til kunderne. Brødrene Dahl formår at udnytte data om kunderne i en sådan grad, at det giver nyskabende services for kunderne,” sagde juryen blandt andet om vinderen.

E-handelsprisen
Årets vindere af E-handelsprisen:
  • Hovedprisen: Brødrene Dahl
  • Bedste nye e-handelsvirksomhed: AllUnite
  • Bedste omnichannel-virksomhed (sælger via flere kanaler): Brødrene Dahl
  • Bedste B2B-virksomhed: Autobutler.dk
  • Bedste mobile løsning : MobilePay
  • Brancheprisen Livsstil: Normann Copenhagen
  • Bedste B2C-virksomhed - omsætning under 30 mio.: Junkbusters
  • Bedste B2C-virksomhed - omsætning over 30 mio.: SAXO.com
  • Bedste cross border-virksomhed: Unisport
  • Bedste re-design af webshop: Drivr
  • Bedste e-handelscase: In2media / Trifork for MobilePay
  • Brugernes Favorit: BON’A PARTE

En stor, professionel spiller

Brødrene Dahl har omkring 1.400 medarbejdere og havde i 2012 en omsætning på 4,2 mia. kr. Virksomheden er altså en stor spiller på markedet, og det er netop kendetegnede for de webbutikker, som klarer sig bedst.

”Det, der gennemsyrer vinderne, er, at de er nogle store spillere, som er dybt professionelle og kan alle facetterne i e-handel,” siger Annette Falberg, som er administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internet Handel til epn.dk. 

12 forskellige priser

Det er Foreningen for Dansk Internet Handel, der uddeler E-handelsprisen.

I alt blev der uddelt 12 forskellige priser torsdag aften. Blandt andet vandt Danske Banks mobile betalingsløsning MobilePay i kategorien ”Bedste mobile løsning”, og Bon’a Parte vandt ”Brugernes Favorit”.

I alt har mere end 300 virksomheder været indstillet, og vinderne er blevet udvalgt af en jury bestående af både eksperter og dygtige e-handlere.

Smart logistik

En hurtig levering og imponerende logistik var også medvirkende til, at valget faldt på Brødrene Dahl som vinder.

”Virksomheden har en imponerende e-handelsomsætning, der udgør 17 pct. af den totale omsætning, og det effektive logistiksystem sikrer en hurtig levering. Kunder kan fra fx en mobiltelefon kl. 17.59 lægge en ordre til levering inden kl. 07.00 næste morgen – et hvilket som helst sted i Danmark,” sagde juryen.

Brødrene Dahl skal nu konkurrere om at blive den bedste webbutik i Europa til European E-commerce Awards i Barcelona i juni. Her har blandt andet SmartGuy, Unisport og Lego tidligere vundet priser.

Læs også
Top job