Dansk aktiefest kan fortsætte

Skal man tage gevinsten hjem nu på sine aktier, eller er der flere kursstigninger i vente?

AP Møller-Mærsk er en af de danske aktier, der er steget markant i år, og er en af de aktier, der måske skal satses mere på med udsigt til et gryende opsving. Foto: Lars Krabbe

Siden nytår er danske aktier steget 16,9 pct., så fristelsen for at tage gevinsten hjem nu, må være stor.

Men det vil ikke nødvendigvis være en god idé, mener to Danmarks førende analytikere, aktieanalysechef Bjørn Schwarz, Sydbank og chefstrateg i PFA, Henrik Henriksen. De er ikke i tvivl.

Godt nok er danske aktier steget markant, men der er mere i dem.

"Konjunkturudsigterne lysner og virksomhedernes forretningsmodeller er strømlinet," lyder det fra Bjørn Schwarz.

Store effektiviseringer

Han hæfter sig ved, at væksten i omsætningen for alvor vil sætte gang i overskuddene. Det er især de cykliske virksomheder inden for bank, industri og forbrug, der i år vil høste frugterne af deres effektiviseringer og profitere af lidt lysere konjunkturudsigter. Det lave renteniveau og styrkede balancer giver desuden medvind på finansposterne.

"Skulle væksten mod forventning blive svagere end ventet er virksomhedernes klar med flere effektiviseringer som modsvar," mener Bjørn Schwarz.

Samme vurdering har Henrik Henriksen. De danske aktier kan stige yderligere 4-6 pct. i år, mener han.

"Det meste af festen er nok bag os, og de gode nyheder er ved at være indregnet i kurserne. Men vi mener bestemt, at festen ikke er slut endnu," siger Henrik Henriksen.

Regnskabssæsonen er netop gået i gang, og den efterlader allerede nu et klart billede af, at flere virksomheder i forbindelse med halvårsregnskabet eller senere på året vil opjustere deres forventninger. Sammen med en fortsat forbedret lønsomhed i mange virksomheder vil dette bidrage til yderligere stigninger i de danske aktier, mener Bjørn Schwarz.

Dyre danske aktier

Han advarer om, at danske aktier ikke er billige. Enkelte virksomheder er historisk højt prissat, "men aktiekurserne afspejler endnu ikke alle virksomheders fulde indtjeningspotentiale. Aktiefesten i Danmark fortsætter," lyder vurderingen.

Den store joker er dog, hvordan centralbankerne opfører sig. De har en afgørende rolle i opturen på mange aktiemarkeder.

"En lempelig pengepolitik med rekordlave styringsrenter har været medvirkende til at stabilisere det finansielle system i mange lande, give forbrugere og virksomheder luft til at nedbringe deres rekordhøje gældsniveauer og øge investorernes risikovillighed. Centralbankerne indtager fortsat en nøglerolle for den videre udvikling på aktiemarkederne," siger Bjørn Schwarz.

Centralbank får nøglerolle

Især den europæiske centralbank er tiltænkt en nøglerolle i sommerperioden. For at styrke væksten og bekæmpe en faretruende lav inflation må banken i arbejdstøjet og formentlig sænke udlånsrenten til 0,10 pct. fra 0,25 pct. og sende flere penge i omløb.

"Udsigten til fortsat lave renter og bedre vækstudsigter i kombination med toptrimmede virksomheder understøtter således aktiemarkederne - også hen over sommeren," fastslår Bjørn Schwarz. 

Læs også
Top job