Danæg har fået ny topchef

Ægkoncernen Danæg har udnævnt en ny leder i form af Jann Jensen, som kommer med stor erfaring fra fødevarebranchen.

INGEMANN CARSTEN

Så har Danæg fundet manden, som skal drive ægkoncernen i fremtiden.

Valget er faldet på 49-årige Jann Dollerup Vig Jensen, som senest kommer fra en stilling som adm. direktør hos Brørup Slagteri, som ejes af den tyske Tönnies-koncern.

Det skriver Danæg i en meddelelse.

Tidligere har den nye Danæg-chef været adm. direktør i Jensens Foods, koncernindkøbsdirektør hos Tulip i England og haft en række stillinger i handelsvirksomheden Uhrenholt.

"Vi ser frem til, at Jann med sin alsidige og internationale baggrund kan tilføre Danæg det lederskab og de kompetencer, som kræves for at eksekvere koncernens strategiske planer for de kommende år samt sikre en stabil indtjening i Danæg koncernen," udtaler Lars Lunding, formand i Danæg.

Jann Dollerup Vig Jensen tiltræder i Danæg i løbet af efteråret. Indtil da er økonomidirektør Hans Christian Lei udnævnt som konstitueret topchef.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Konflikt endte i direktør-exit

Det var i kølvandet på en konflikt mellem Danægs 31 svenske og 49 danske andelshavere, at tidligere topchef Jan Gerber valgte at forlade selskabet.

Beslutningen blev truffet på en omtalte generalforsamling i marts, hvor de danske andelshavere stemte nej til at blive ligestillet med de svenske efter måneders debat om emnet. Det gjorde svenskerne rasende, og nogle truede med helt at forlade Danæg.

Og det kunne Jan Gerber altså ikke leve med.

"Det er ikke holdbart, når politik pludselig får indflydelse på den kommercielle verden. Det har jeg taget konsekvensen af. Jeg vil gerne drive forretningen, men det skal være under kommercielle vilkår og ikke politiske," har han tidligere sagt til FødevareWatch.

Jan Gerber er siden blevet indsat som topchef i System Frugt.

Efterfølgende blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor det blev besluttet, at en svensk stemme i fremtiden ville betyde lige så meget som en dansk.

Danæg har en årlig omsætning på ca. 1,2 mia. kr. og ca. 300 ansatte.

Læs også
Top job