Bankformand gør sin kone til direktør

Formanden for Københavns Andelskasse fyrer direktør Bo Warner - og indsætter sin hustru Lisbeth Bak.

Foto: Jens Dresling

Der er gang i svingdøren hos Københavns Andelskasse.

Efter godt en måned i direktørstolen er Bo Warner nu fyret, og rollen som direktør er overtaget af storinvestor og bestyrelsesformand Jesper Baks kone, Lisbeth Bak.

Investerede i banken og blev fyret 

Efterfølgende har Jesper Bak trukket sig fra formandsposten og er nu menigt medlem af bestyrelsen.

"Bestyrelsen har ønsket at ansætte mig, og man kan sige, at Bo Warner var ansat til at sikre den krise, som andelskassen gik igennem, og sikre nye investorer til banken. Og den opgave er løst, og nu vil man gerne kigge fremad," siger den ny direktør Lisbeth Bak til FinansWatch.

Bankjurist under krisen

Lisbeth Bak er uddannet jurist og har senest været ansat i Finanstilsynet som juridisk rådgiver fra januar til midten af maj i år. Her har hun blandt andet været med til at arbejde for den fremtidige bestyrelse for Finanstilsynet. Hun har siden 1990 arbejdet i Danske Bank koncernen i flere forskellige roller, men altid med det juridiske som fokus.

Du har arbejdet med jura i finansielle virksomheder og i tilsynet, men har du nogen erfaring med bankdrift og kredit?

"Jeg er uddannet jurist og har arbejdet en del med insolvensret under den sidste krise. Der var en del bankjurister, der blev rigtig dygtige inden for det. Lige nu har vi også udfordringer omkring Finanstilsynet, som vi skal have overstået," siger Lisbeth Bak.

Men hvad med kredit-delen?

"Jeg ser mig ikke bare som jurist, men som bankjurist, og inden for bankverdenen er man specialiseret. Det er også sådan, at vi har ansat en særlig kreditkonsulent, og vores bestyrelse, som er meget aktiv, er også specialiserede inden for banker - bl. a. inden for kredit. Det gælder blandt andet Erik B. Hansen, som har en fortid i Finansiel Stabilitet. Så kreditfolk har vi nok af," siger Lisbeth Bak.

Andelskasse: Direktør løj om sikkerheder bag udlån 

Udlånsforbud skal ophæves

Hun tilføjer, at hun også har arbejdet for Danske Banks bestyrelse under finanskrisen, og har deltaget i behandlingen af større kreditsager og i kreditudvalgets møder.

Efter kapitaltilførslen for knap en måned siden er solvensen nu på plads, fortæller den ny direktør.

Udfordringen gælder fremadrettet at få annulleret det påbud om stop for nyudlån, som tilsynet gav andelskassen i december. Herefter skal der fokuseres på at udvikle banken.

”Der er kommet kapital nok ind, men vi fik et stop for udlån i december måned, og det skal vi gerne have ordnet, så tilsynet kan være trygge ved, at vi starter med at låne penge ud igen,” siger hun til FinansWatch.

Tilsyn forbyder andelskasse at låne flere penge ud 

Investering nyt forretningsområde

Når forbuddet er ophævet, vil andelskassen se på, om den hidtidige forretningsmodel skal udvides.

”Vi skal koncentrere os om vores kunder. Og så skal vi overveje, om vi skal udvide forretningsområdet for andelskassen. Det kan være at udvide omkring investeringer, vi kan måske gøre endnu mere for andelsbolighaverne og de studerende, indlede samarbejder med andelsboligmæglere, og måske også gå ind på ejerboligmarkedet. Men vi skal også koncentrere os om vores kernekunder,” siger Lisbeth Bak.

Og det er jeres kunder på Amager?

”Ikke nødvendigvis. Vi får mange af vores kunder på Amager, f.eks. når de studerer, men vi vil også gerne hjælpe dem, når de så skal til at købe en ejerbolig uden for København,” siger direktøren.

Læs også
Top job