Russerne går tæt på Mærsk-rival

Russiske Rosneft og norsk-cypriotiske John Fredriksen forhandler om en stor-aftale omkring aktier i Fredriksens North Atlantic Drilling.

Foto: Mikhail Metzel/AP

Seadrill på russiske hænder? Ja, hvis man spørger chefen for det gigantiske russiske energiselskab, Rosneft, Igor Sechin, er der ikke tale om et vildskud på den sibiriske ødemark.

For de igangværende forhandlinger om at overtage en væsentlig andel af Seadrills datterselskab North Atlantic Drilling er måske bare første skridt ind til selve kronjuvelen i John Fredrikserns imperium drilling-selskabet Seadrill.

Ifølge Reuters kan Rosneft i alt fald være på vej til at overtage en kontrollerende aktiepost i Seadrill i forlængelse af de forhandlinger, der foregår pt. omkring russernes overtagelse af en del af Seadrills datterselskab North Atlantic Drilling.

Meddelelsen om Rosneft og North Atlantic Drilling kom frem i forbindelse med en samarbejdsaftale, der blev underskrevet i weekenden i Skt. Petersborg på International Economic Forum, som er det forum, hvor de russiske virksomheder finder samarbejdspartnere fra bl.a. den vestlige verden. Denne gang har mødet været et af de mere kontroversielle i årevis pga. Ruslands konflikt med Ukraine, og flere ledere især fra USA har sagt nej til at møde op.

John, The Wolf

Aftalen giver John Frederiksen, der går under tilnavnene "Big John" eller "Big "Wolf", adgang til de russiske energifelter i stor skala, som Reuters formulerer det.

"Ifølge aftalen overvejer Rosneft muligheden for at købe en væsentlig andel i North Atlantic Drilling Ltd., således at sidstnævnte får adgang til Ruslands onshore drilling marked, samtidig med at der er underskrevet langtidsaftaler på onshore og offshore drilling," skriver Rosneft i en pressemeddelelse.

Igor Sehcin til højre

Herudover meddelte Rosnefts topchef Igor Sechins, til det russiske Rossiya 24 TV, at Rosneft kan overtage op imod halvdelen af Seadrill med tiden, samtidig med at han antydede, at Fredriksen kan udvide sin tilstedeværelse i Rusland.

Igor Sechin er nøglen

"Vi bliver aktionærer i Seadrill. Lige nu diskuterer vi, hvordan vi kombinere vores services i RN Bureniye og Seadrill og give selskabet nogle af vores ordrer. Med tiden kan vi øge vores andel til 50 procent," blev Sechin citeret for at have sagt i følge nyhedsbureauet Interfax.

En af Seadrills nærmeste konkurrenter er Maersk Drilling, som endnu ikke er til stede på det russiske marked, men som ifølge ShippingWatch kan være tæt på at sætte sine fødder på det russiske marked. I forbindelse med præsentationen af sit kvartalsregnskab i sidste uge slog Maersk Gruppens CEO, Nils Smedegaard, da også fast, at gruppens relation og forretningsomfang er uændret på trods af Ruslands konflikt med Ukraine og Vesten.

Værdi på 100 mia. kr.

ShippingWatch beskrev også for nylig, hvordan Igor Sechin er en af de helt centrale figurer i den russiske elite af forretning og politik. Sechin er præsident Putins gamle allierede, og han sidder tungt på beslutningerne om adgangen til olie. Pga. af krisen er Sechin kommet på amerikanernes liste over boykottede personer, men EU har IKKE sat ham på listen. Formelt kunne selskaber som Statoil og Maersk derfor stadig mødes med ham og handle med ham

John Fredriksen er hovedaktionær i Seadrill med 28 procent af aktiekapitalen gennem familieselskabet Hemen. Selskabet vurderes at have en markedsværdi på omkring 100 mia. kr. Det er noteret på fondsbørsen i New York og Oslo.

Læs også
Top job