F1-lånet stadig inde i varmen

Trods lovindgreb og negativ omtale er F1-lånet fortsat et billigt lån.

Nykredit har påbegyndt juliauktionen over F1-lån med stor succes. Arkivfoto: Jens Dige

F1-lånet er i den grad stadig inde i varmen. Renten er fortsat historisk lav, viser resultatet af Nykredits auktion over flekslån.

Auktionen begyndte mandag og afsluttes allerede onsdag. Førstedagen gav en rente på rekordlave 0,37 pct. Set i lyset af den diskussion, der har været om F1-lånets berettigelse, farerne ved det samt et lovindgreb er det et flot resultat, konstaterer områdedirektør i Nykredit, Sune Worm Mortensen.

"Man kunne være nervøs for, at F1-lovgivningen ville påvirke efterspørgslen og dermed renten. Men det er blevet gjort til skamme. Renten ligger kun 2 punkter over april-auktionen, og det er virkelig flot," siger Sune Worm Mortensen til epn.dk.

Lave ydelser

Efterspørgslen efter obligationerne har været tilfredsstillende. Den gøres op i "bid to cover", der er et udtryk for, hvor mange bud der er for hver obligation, der sættes til salg. I dette tilfælde var bid to cover 3.

Auktionen gælder F1-lån, der skal have ny rente 1. juli. De kan se frem til en fortsat lav ydelse.

Den månedlige ydelse for et lån på 1 mio. kr. med afdrag er 3.181 kr. Et lån uden afdrag koster 584 kr. om måneden.

Nykredits tal skal dog tages med et vist forbehold, da beregningen baserer sig på et lån, der er optaget i belåningsintervallet 0-60 pct. Dermed er bidraget blot 0,58 for et lån med afdrag og 0,63 for et lån uden afdrag.

Langt de fleste boligejere har belåning helt op til 80 pct., og så bliver ydelsen noget højere på grund af bidraget.

Juli-auktion for første gang

Det er første gang, der afholdes juli-auktioner, derfor er kun F1-låntagere berørt. Der skal refinansieres lån for ialt 12,8 mia. kr.

Godt 3.600 låntagere bliver berørt, herunder 800 erhvervskunder og 2.800 privatkunder.

Renten er lavere end forventet. På forhånd havde Nykredit regnet med en rente på 0,47 pct.

Læs også
Top job