Sydbank: Den danske aktiefest fortsætter

Det ledende danske aktieindeks har større potentiale end først antaget, mener Sydbank.

Investorerne har ekstra grund til at fejre nytåret, hvis Sydbanks aktieprognose holder stik. Foto: Terry Why

Udviklingen i de danske virksomheder er så positiv, at Sydbank nu opjusterer sine forventninger til det førende danske aktieindeks, C20 Cap.

Mens bankens forrige prognose estimerede, at C20 Cap-indekset vil slutte året på niveau 825, har den nu vurderet det til at slutte på 850. Det svarer til et yderligere stigningspotentiale for resten af året på 6,25 pct.

"Vores prognoser for virksomhedernes samlede formkurve og indtjeningsevne peger mod højere niveauer resten af 2014 og ind i 2015, under forudsætning af at den igangværende forbedring af vækstudsigterne i økonomierne fortsætter," siger Sydbanks aktiestrateg Bjørn Schwarz.

Endnu bedre ser det ud til at blive næste år.

"Udbyttesæsonen i foråret 2015 tegner til at blive den stærkeste nogensinde for de danske aktier," siger han.

Fakta

Sydbank: Køb disse aktier

Cykliske aktier:

  • A. P. Møller Mærsk
  • D/S Norden
  • Danske Bank
  • NKT Holding
  • Pandora
  • Rockwool
  • Vestas

Defensive aktier:

  • ALK-Abelló
  • Carlsberg
  • GN Store Nord
  • ISS
  • Novo Nordisk
  • Tryg

239 pct. siden 2009

Mandag satte indekset ellers rekord og lukkede for første gang nogensinde over niveau 800. Siden den 6. marts 2009 er de danske aktier steget med 239 pct. Og skal man tro Sydbanks prognose vil det altså fortsætte.

Banken sætter også navne på de aktier, den forventer vil stige.

"De store bidragsydere bliver blandt andet indekstunge A. P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Danske Bank og Novo Nordisk. Foruden disse forventer vi, at flere cykliske virksomheder, som Pandora og Vestas, vil bidrage til fremgang for det ledende danske aktieindeks," siger Bjørn Schwarz.

Man bør være selektiv

Dog er der ifølge Sydbank mange virksomheder, som er dyrt prisfastsat. For eksempel peger analysen på, at DSV og FLSmidth er prissat højt i forhold til virksomhedernes kortsigtede indtjeningspotentiale.

Derfor er det vigtigt, at investorerne ikke hopper på hvad som helst.

"Investorerne bør i højere grad være mere selektive på det danske aktiemarked i 2014. Faren for overoptimisme er til stede og prisfastsættelsen levner ikke plads til skuffelser fra virksomhederne de kommende kvartaler," siger Bjørn Schwarz.

Samtidig kan uro rundt om i verden hurtigt få tingene til at ændre sig.

"Bøjer den økonomiske vækst af, eller blusser det op i nogle af verdens geopolitiske brændpunkter over en længere periode, giver det bump på vejen eller øger risikoen for større tilbagefald. For nærværende tegner udsigterne dog til, at den danske aktiefest fortsætter en tid endnu," siger Bjørn Schwarz.

Læs også
Top job