Har vi allerede glemt Roskilde Bank?

Aktieanalytikerne har igen fået for stor indflydelse, mener formanden for Finansforbundet, Kent Petersen.

Formand for finansforbundet Kent Petersen. Foto: Torben Stroyer

"Jeg kan godt huske, at Roskilde Bank blev kåret til Danmarksmester i bankdrift af Børsen, men jeg kan også huske, hvordan og hvorfor det gik helt galt."

Ordene kommer fra formanden for Finansforbundet, Kent Petersen. Han er træt af med regelmæssige mellemrum at læse om, at nu er der så og så mange medarbejdere, der skal væk, for at få en eller flere finansielle virksomheder til at give det rette afkast - mindst lige så træt, som når landets nationalbankdirektør blander sig i bankernes lønpolitik.

Som før finanskrisen

"Analytikerne har fået alt for meget magt. Det har simpelthen taget overhånd," siger Kent Petersen til epn.dk.

I 2007 blev Roskilde Bank kåret til Danmarks mester i bankdrift, året efter var den lukket. Jeg ser mange lighedstegn mellem dengang og nu.

Kent Petersen, formand for Finansforbundet

"Vi nærmer os situationen i 00'erne inden finanskrisen. Alt i bankerne handlede om at optimere indtjeningen. I 2007 blev Roskilde Bank kåret til Danmarks mester i bankdrift, året efter var den lukket. Jeg ser mange lighedstegn mellem dengang og nu."

I denne uge kom Handelsbanken med en analyse, hvis konklusion det er, at der er for mange ansatte i Jyske Bank og BRFkredit efter fusionen. Antallet af medarbejdere skal derfor bringes markant ned til ca. 4.000. Kun derved kan Jyske Bank opnå de indtjeningsmål, som skal tilfredsstille aktionærerne.

Epn.dk har talt med andre aktieanalytikere, og budskabet herfra er, at blandt storbankerne er det især Jyske Bank og Danske Bank, der har behov for at skære yderligere i medarbejderstaben.

Reelt er bankerne ikke herre over indtægterne, men det er de over udgifterne. Derfor kan man skære sig i mål, lyder beskeden.

Typiske analyser

"Den type analyser er typiske. De tager slet ikke stilling til, hvilken type bank man forestiller sig, men udelukkende nogle teoretiske indtjeningsmål."

Det handler overhovedet ikke om, hvilken type bankforretning det er mest hensigtsmæssigt at drive, mener Kent Petersen.

Det er ikke kun aktieanalytikerne, der tænker kortsigtet. Det har bredt sig til bestyrelseslokalerne og til de store institutionelle investorer. En af forklaringerne er den opmærksomhed, kvartalsrapporterne efterhånden har fået.

"Kvartalsrapporterne blev indført, for at ejerne bedre kunne se virksomhederne i kortene. Men en af konsekvenserne har været, at man skal igennem et analytikerhelvede hvert kvartal. Man bliver bedømt her og nu. Det har taget overhånd, ingen tænker langsigtet længere," mener Kent Petersen.

Helt egen dagsorden

I Finansforbundet mener man, at analytikerne får lov til at sætte deres helt egen dagsorden. Det er analytikernes forventninger, det kræves, at bankerne lever op til, ikke bankernes egne. Det skaber en usund og kortsigtet forretningsstrategi.

"Jeg har da fuld forståelse for, at bankerne fremmer selvbetjeningen, og at den sparer ressourcer. Men mere selvbetjening løser ikke rådgivningsproblemet, nærmest tværtimod," siger Kent Petersen.

Det er på tide, at bankerne ser kritisk på, hvad de har gang i.

"Det er vigtigt, at vi stopper op og ser på, hvilken forretningsfilosofi, vi vil have frem for kun at lave op til en kapitalfondsfilosofi."

Belastning for ansatte

For de ansatte i den finansielle sektor har de konstante fyringstrusler været en voldsom belastning.

"Man kan måske sige, at vi burde være blevet hårdhudede, og man vænner sig vel også til det på en eller anden måde. Men det påvirker utrolig meget, når man kan læse dag ud og dag ind om, hvad en tilfældig analytiker måtte mene. Det er også hårdt at se kollegaer være under massivt pres."

Kent Petersen understreger, at han har stor forståelse for, at alle virksomheder skal give et afkast.

"Men når afkast bliver nogle abstrakte matematiske begreber, uden at man filosoferer over, hvad det er for en virksomhed, man driver, så har vi et alvorligt problem," mener de bankansattes formand.

Læs også
Top job