Må der lægges gebyr på dankort eller andre betalingskort?

Reglerne for kortgebyrer forvirrer danskerne.

Fire ud af ti forbrugere tror, at fysiske butikker må opkræve gebyrer, når man betaler med sit dankort. Men hvordan er reglerne egentlig?

Må butikken opkræve et gebyr, når du betaler med dit betalingskort?

Hvis du ikke kan svare på spørgsmålet, er du ikke alene. En ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at mange forbrugere er forvirrede over reglerne for kortgebyrer.

Svaret afhænger i øvrigt af, om du handler i en fysisk butik eller i en butik på nettet, og om du betaler med et debet- eller kreditkort.

Debet eller kredit?

Fire ud af ti forbrugere tror, at fysiske butikker må opkræve gebyrer, når man betaler med sit dankort. Det må de ikke.

Samtidig tror tre ud af fire forbrugere, at netbutikker ikke må opkræve gebyrer ved kortbetaling. Det må de godt.  

De to regler gælder, når der er tale om debetkort som eksempelvis dankort og Visa Electron. Betaler man med et kreditkort, er reglerne anderledes. Her må både fysiske butikker og netbutikker opkræve et gebyr.

Gebyrregler

Debetkort (fx dankort, Visa Electron)

  • Butikken må ikke opkræve et gebyr af dig, hvis der er tale om et køb i en fysisk butik, uanset om det er et dansk eller udenlandsk kort.
  • Butikken må opkræve et gebyr af dig, hvis der er tale om et køb på ved ikke-fysisk handel, fx på nettet, uanset om det er et dansk eller udenlandsk kort.

Kreditkort (fx MasterCard, Diners Club)

  • Butikken må opkræve et gebyr af dig, både når der er tale om køb i en fysisk butik og ved ikke-fysisk handel. Butikken må ikke opkræve et større gebyr, end den betaler til udbyderen.

Kilde: Forbrug.dk

"Svært for forbrugerne"

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er man klar over problematikken.

”Det kan være svært for forbrugerne at skelne mellem de mange betalingskort. Vi råder dem altid til at undersøge, om deres kort er et debet- eller et kreditkort, og om det koster noget i gebyr at bruge det,” siger Agnete Gersing, som er direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hun tilføjer, at analysen viser, at forbrugernes kendskab til reglerne stiger, når det drejer sig om de kort, de selv har.

En europæisk andenplads

Generelt er de danske forbrugere vilde med at bruge betalingskort. Hvert år foretager en dansker i gennemsnit 224 betalingstransaktioner. I resten af EU ligger gennemsnittet på 80 årlige transaktioner. Kun svenskerne overgår danskerne, når det kommer til, hvem der betaler mest med kort i Europa.  

Der er heller aldrig blevet udstedt så mange betalingskort i Danmark, som der gør i øjeblikket. Fra 2009 til 2013 steg antallet af betalingskort med 15 pct., og ved udgangen af 2013 havde danskerne i alt mere end 10 mio. kort.

Stigning på 300 pct.

”Betalingskort er generelt en effektiv, sikker og billig betalingsform, så det er positivt, at danskerne har taget dem til sig. Dankortet er klart det mest brugte betalingskort, men de seneste års tendens til flere internationale betalingskort fortsætter,” siger Agnete Gersing.

Antallet af transaktioner med internationale betalingskort steg med hele 300 pct. fra 2009 til 2013.

Alligevel er dankortet stadig populært. I dag har hver enkelt dansker over 18 år i gennemsnit 1,1 dankort. Det betyder altså, at flere danskere nu har to dankort.

Læs også
Top job