Hver dag skifter 6.100 danskere mobilselskab

Gennemstrømningen af kunder i mobilselskaberne er enorm.

Ifølge Jakob Willer, direktør i brancheforeningen Teleindustrien, har 27 pct. af kunderne skiftet teleselskab det sidste år. Arkivfoto: JP

En ny undersøgelse fra YouGov bestilt af Teleindustrien viser, at 27 pct. af mobilkunderne har valgt nyt selskab de seneste 12 måneder.

Det svarer til, at der er flyttet rundt på mere end 2,2 mio. mobilabonnementer det seneste år – eller mere end 6.100 nye kunder hver eneste dag.

»Kunderne finder det generelt nemt at skifte udbyder på markedet, og stadig mange gør brug af mulighederne. Det seneste år har 27 pct. af kunderne skiftet teleselskab,« siger Jakob Willer, direktør i brancheforeningen Teleindustrien.

Den nye undersøgelse udført af YouGov viser en markant stigning i antallet af kunder, der skifter mobiludbyder, idet kun 22 pct. af kunderne havde skiftet mobiludbyder i en tilsvarende undersøgelse udført i foråret 2013.

Men selv om kunderne shopper mere og mere rundt, skyldes det ikke, at flere er utilfredse med deres teleselskab. Tværtimod.

På rette vej

I dag er 75 pct. af telekunderne tilfredse med deres teleselskab mod 67 pct. for et år siden.

»Det ser ud til, at selskabernes store anstrengelser og målrettede indsats for at levere gode produkter og yde en god service til brugerne bærer frugt. Vi er på rette vej, og det er rigtig positivt,« siger Jacob Willer.

Undersøgelsen viser da også fremgang på en lang række områder, som alle skubber bag på udviklingen: Stigende tilfredshed med mobildækningen, bedre kundeservice, mere gennemskuelige produkter og mere forståelige regninger.

12 pct. forstår ikke regningen

Omkring regningerne er det dog værd at holde sig for øje, at det trods fremgangen fortsat kun er 58 pct. af kunderne, som finder, at det er nemt at forstå regningen, mens 12 pct. direkte har svært ved at afkode, hvad der i bund og grund betales for.

Det mest iøjnefaldende punkt i undersøgelsen er dog, at kun hver fjerde af de adspurgte kender til, at man kan klage over sin teleudbyder til Teleankenævnet, hvis man f.eks. er uenig i regningen eller på anden måde føler sig snydt. Et tal, der stort set ikke har ændret sig det seneste år.

Den seneste opgørelse fra Erhvervslivsstyrelsen viser, at der med udgangen af 2013 var 8.251.000 mobilabonnementer i omløb.

Læs også
Top job