Ekspert: "Apple er på vej med en stor, stor produktlancering"

Mandag aften løfter Apple formentlig sløret for deres nye produkter.

Mandag den 2. juni starter Apples store udvikler-konference i San Francisco, hvor det forventes, at Apple præsenterer nye produkter.  Foto: AP

Et intelligent armbåndsur. Et revolutionerende tv. Et styresystem til alle hjemmets apparater.

Der går mange rygter om, hvilke nye produkter teknologikæmpen Apple vil præsentere, når selskabets konference i San Francisco skydes i gang på mandag.

Forventningerne til konferencen er store, og de steg markant torsdag. Her udtalte en af Apples topchefer, Eddy Cue, at Apples nye produkter i år er de mest spændende i 25 år.  

To store fantomer

”Det højner naturligvis forventningerne til, hvad der sker på mandag og i resten af året. I de seneste 25 år har vi set både iPod, iPhone og iPad, så det må betyde, at Apple har en stor, stor produktlancering på trapperne,” siger Jon Lund til epn.dk.

Jon Lund er teknologiblogger og holder foredrag om teknologitrends og følger derfor Apples udvikling nøje. Han peger på to produkter, som muligvis kunne blive præsenteret i næste uge.

”Der er to store fantomer, som spøger derude, og som kunne blive ligeså store som iPod og iPhone. Det ene er iWatch, og det andet er et tv fra Apple,” siger Jon Lund.

Teknologisk armbåndsur

Det vil ikke være første gang, at et teknologisk armbåndsur som iWatch bliver præsenteret på markedet. Tidligere har Samsung forsøgt sig med deres smartwatch, men uret har ikke haft nogen betydelig succes.

Det betyder dog langt fra, at Apple ikke kan skabe et produkt, som slår igennem på markedet, mener Jon Lund.

”Det var det samme med iPod og iPad. Det var ikke nyt med mp3-afspillere og tablets, men Apple forstår at dreje tingene en tak, så det bliver et godt og brugbart produkt. Modsat resten af it-iindustrien har de en evne til at tænke på forbrugeren i første række. En del af Apples dna er at lave ting, som rent faktisk løser problemer i forbrugernes hverdag,” siger Jon Lund.

Revolutionerende tv

I modsætning til iWatch er der allerede et eksisterende tv-marked. Apple har også på nuværende tidspunkt en Apple TV-boks, som man kan koble til sit fjernsyn.

”Det har været en relativ fin succes, men der er ikke noget epokegørende i det. Boksen har ikke ændret det store ved tv-markedet,” vurderer Jon Lund.

Han peger på, at Apple kan gøre to ting for at løse udfordringerne med bøvlede tv-apparater, indviklede fjernbetjeninger og forvirrende tv-pakker.

Enten kan Apple lave sit helt eget tv, som kan hænges på væggen. Ellers kunne Apple forbedrer sin eksisterende boks, så den blev en samling for hele tv-oplevelsen.

”Boksen kunne blive det sted, hvor alting kom ind på. Tv-kanaler, film, streamingtjenester. Boksen ville give adgang til de forskellige ting på en super intuitiv og brugervenlig måde,” siger Jon Lund.

Styresystem til hjemmet

Der er også et rygte om et tredje produkt, som Apple måske præsenterer i næste uge. Rygtet går på et styresystem, som kan kontrollere alt i hjemmet. Lige fra køleskabet og opvaskemaskinen til låsen på døren og lysstyrken i lampen.

”Man skal selvfølgelig ikke have en Apple-lås i sin dør eller en Apple-højttaler i stuen, men de eksisterende låse og højttalere kan komme til at tale sammen med Apples systemer og andre produkter. Det er meget plausibelt, at de kunne lancere noget i den stil,” siger Jon Lund.

Derudover forventer mange, at nogle mere lavtekniske lanceringer bliver præsenteret. En forbedret iPhone eller iPad eller et nye iOS styresystem.

Rygter - ikke virkelighed

Hvilke rygter der bliver til virkelighed, finder vi formentlig først ud af i næste uge. Jon Lund pointerer også, at man ikke kan forvente et produkt, før Apple rent faktisk har præsenteret det.

”Selvom det er super spændende, skal man stadig tage det med et gran salt. Vi har at gøre med et af verdens største firmaer, som ofte gør brug af luftkasteller for at få omverdenen til at spille med på historierne,” siger Jon Lund.

BRANCHENYT
Læs også