EU frygter grådige sladrehanke

Europas største banker skal udlevere deres mest værdifulde oplysninger til Den Europæiske Centralbank.

De europæiske banker under det nye banktilsyn skal betale knap 2 mia. kr. for det ekstra tilsyn. Foto: Daniel Reinhardt, picture-alliance, dpa/AP

Hvad finder man egentlig, når man dykker ned de europæiske storbankers dybeste og inderste hemmeligheder.

Det kommer Den Europæiske Centralbank, ECB, til at finde ud af, når der i den nærmeste fremtid bliver sendt i tusindvis af konsulenter ud for at kigge i bankbøgerne over hele Europa.

Det sker i forbindelse med oprettelsen af det fælles europæiske banktilsyn, som euro-landene er blevet enige om.

De mange følsomme oplysninger, der bliver indsamlet, vil udgøre en guldgrube for insiderhandlere.

Derfor er der i ECB udbredt frygt for, at der vil ske læk eller sjusk blandt nogle af de mange medarbejdere under banktilsynet.

Det skriver Reuters.

Kan ryste markedet

Det er blandt andet revisionsselskabet Deloitte, der skal hjælpe ECB med at indsamle de mange oplysninger. Og revisionsselskabet er fuldt bevidst om den enorme diskretion, opgaven kræver.

"En ting er, at meget af den indsamlede information er følsomme oplysninger for de enkelte kommercielle banker, noget andet er, at de konklusioner, banktilsynet vil drage, vil kunne påvirke hele markedet og skade den finansielle stabilitet, hvis oplysningerne bliver lækket," siger Dan Keeble, der er partner i Deloitte til Reuters.

For at undgå læk vil medarbejderne i tilsynet ikke kunne tage screenshots, printe data ud eller copy-paste.

Glemt på en bar

Et andet tiltag for at undgå læk er en klausul i revisionsselskabernes kontrakter. Hvis der sker læk, kan selskaberne straffes økonomisk.

Desuden vil det meste af arbejdet foregå på bankernes egne computere i bankernes egne lokaler.

Som en anonym kilde formulerer det over for Reuters:

"Der er en massiv frygt for, at der er nogen, som kommer til at glemme en bærbar computer på en bar."

Dør på klem

Danmark er ikke på nuværende tidspunkt medlem af det europæiske banktilsyn.

Skulle den danske regering på et tidspunkt ønske at deltage i banktilsynet, har EU-Kommissionen ladet en dør stå på klem til Danmark.

"Det er op til hvert enkelt land at bestemme sig for, om der er en interesse for at deltage i bankunionen eller ej," har Michel Barnier, der er EU-kommissær for det indre marked, tidligere udtalt til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også