Arbejdsløsheden er "skræmmende" lav

I april faldt antallet af ledige med 3.500 personer.

Foto: Niels Hougaard

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er antallet af ledige på 131.600 og arbejdsløshedsprocenten er faldet fra 5,1 til 5,0 pct. af arbejdsstyrken. Det er det laveste niveau siden midten af 2009.

Arbejdsløshedtallene har været udsat for kritik, da økonomer har påpeget, at et fald skyldes teknik og i virkeligheden dækker over, at mange er faldet ud af dagpengesystemet og overgået til kontanthjælp.

Fakta
Sådan fordeler ledigheden sig i regionerne (ledigheden for marts står i parentes):
  • Region Hovedstaden: 5,4 procent (5,5)
  • Region Nordjylland: 5,2 procent (5,2)
  • Region Sjælland: 4,9 procent (5)
  • Region Syddanmark: 4,9 procent (5,1)
  • Region Midtjylland: 4,4 procent (4,5)

Erik Bjørsted, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener dog, at man dagens nye tal kan tale om, at arbejdsmarkedet reelt er ved at komme ud af krisen.

"De seneste beskæftigelsestal peger dog på, at flere rent faktisk også er kommet i arbejde. Faldet i bruttoledigheden skyldes derfor ikke længere kun teknik. Dagens tal er derfor en glædelig nyhed og vidner om, at vi så småt er ved at lægge krisen bag os," siger han.

Uheldige konsekvenser

Spørger man hos Nordea er seniorøkonom Jan Størup Nielsen dog ikke helt enig i den forklaring. Han kalder arbejdsløshedsprocenten "skræmmende" lav. Den faldende arbejdsløshed hænger stadig sammen med, at arbejdsstyrken bliver stadig lavere, mener han.

Mange danskere er gledet ud af arbejdstyrken og bliver derfor ikke længere talt med i statistikken som arbejdsløse. Andelen af beskæftigede i den erhvervsaktive alder er nu faldet til det laveste niveau i mere end 20 år, påpeger Jan Størup Nielsen.

Og det kan på lang sigt få kritiske følger for dansk økonomi, forklarer han.

"Det vil formentlig påføre en vedvarende skade på arbejdsmarkedets fleksibilitet. I takt med at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger som følge af de forbedrede konjunkturer kan det risikere at betyde, at potentialet for vækst er mindre end hidtil troet," lyder begrundelsen.

Ikke tid til at juble - endnu

Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRFKredit, mener heller ikke, at det vil være passende at juble alt for meget over dagens tal.

For danske virksomheders afsætning halter. Både når det gælder danske og udenlandske kunder:

"For at vi rigtigt kan få gang i jobskabelsen, er  det vigtigt, at der kommer gang i efterspørgslen, så der kan skabes nogle afsætningsmuligheder og ikke kun i Danmark men også omkring os. Danmark er nemlig en lille åben økonomi, og vi bliver dermed hårdt ramt, når det går skidt hjemme såvel som hos vores naboer."

Ulrikke Ekelund efterlyser en mere stabil udvikling, før man med sikkerhed kan regne med vedvarende ledighedsfald.

Den seneste måling af dansk forbrugertillid afslører dog mere positive forventninger hos de danske forbrugere.

"Det er et godt udgangspunkt," fastslår Ekelund.

BRANCHENYT
Læs også