Nykredit køber FIH's erhvervskunder

Nykredit Bank overtager udlån for 4 mia. kr. fra FIH. Det drejer sig om i alt 24 engagementer.

Nykredit fik en dårlig afslutning på 2013, hvor priserne i flere områder af landet faldt væsentlig mere, end forventet. Arkivfoto: Jens Dige

FIH Erhvervsbank har som et led i sin afvikling nu solgt sine store erhvervskunder til Nykredit.

Nykredit Bank overtager 24 engagementer, som i alt har udlån og lignende for 4 mia. kr. Selve udlånet udgør 1,9 mia. kr. mens garantier og kredittilsagn står for 1,6 mia. kr. og finansielle instrumenter for 0,5 mia. kr.

"Det er en portefølje af tilvalgte erhvervskunder, som vi ser et stort potentiale i at samarbejde med. Købet styrker Nykredit Banks position på markedspladsen, og aftalen ligger i forlængelse af vores strategi om at blive en endnu stærkere erhvervsbank," udtaler koncerndirektør i Nykredit Kim Duus i en meddelelse.

Overtagelsen vil give Nykredit Bank et ekstra plus på bundlinjen allerede i 2014, men ikke så meget at forventningerne bliver opjusteret, meddeles det.

Christian Dyvig, bestyrelsesformand i FIH skriver ligeledes i en meddelelse, at der er tale om en overdragelse af engagementerne, og at kunderne vil blive kontaktet snarest muligt. Der betales dog en goodwill til FIH for porteføljen.

"Aftalen med Nykredit sikrer, at en væsentlig del af FIH’s store kunder nu får en stærk bank, der kan levere de finansielle ydelser kunderne efterspørger," skriver Christian Dyvig.

BRANCHENYT
Læs også