Afdragsfrit lån i rekordkurs

Kurserne på boligobligationer stiger til historiske højder.

Alle kursrekorder ser ud til at blive slået på boligobligationerne i øjeblikket.

Var det noget med et afdragsfrit lån stort set uden kurstab? Det er muligt, efter at kursen på den 30-årige 3 pct. obligation uden afdrag mandag satte en foreløbig rekord med 98,70.

Den hidtidige rekord stammer fra maj sidste år. Dengang toppede kursen i 98,61.

3 pct. lånet med afdrag er også tæt på rekord. Obligationen, der ligger bag, handles i kurser omkring 99,70. Dermed er sidste års rekord på 99,76 ikke slået - endnu.

Der er ikke en entydig forklaring på rentefaldet.

Gradvist rentefald

"Renten er faldet gradvist i 2014. På den baggrund skal man også være varsom med at tolke for hårdt på de seneste dages begivenheder på markederne, hvis man vil forklare dagens rekord. Rentefaldet er nemlig snarere del af en langsigtet trend, end en hurtig ændring," siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, til epn.dk.

Høje kurser
  • Kurserne på de 30-årige 3 pct. obligationer fortsætter med at stige.
  • 3. pct. lånet uden afdrag handles i kurs 98,70. Det er rekord.
  • 3. pct. lånet med afdrag handles i kurs 99,70. Det er kun 0,06 punkter fra rekorden.

For blot ni måneder siden var kursen på den 30-årige 3 pct. obligation med afdrag nede i 92,0 og kursen på den afdragsfrie version i 90,8. Kursen er således steget med næsten 8 kurspoint de seneste ni måneder.

"Her er det værd at huske på, at når kursen kan stige så mærkbart over så kort en tidshorisont, kan den også falde tilsvarende. Optager man i dag et fastforrentet realkreditlån på 1 mio. kr. og falder kursen igen til det niveau, vi så i september 2013, vil boligejerne altså have mulighed for at skære ca. 80.000 kr. af deres restgæld," siger Lise Nytoft Bergmann.

Vismænd tror på højere rente

Hun minder om, at det ikke er mere end en lille uge siden vismændene offentliggjorde deres renteforventning for de kommende år, og at deres forventning er, at de lange renter vil stige fra det nuværende niveau på ca. 3,2 pct. til 4,5 pct. i 2015 og til 5,5 pct. i 2016.

"Det har givet haft betydning, at Den Europæiske Centralbank ECB er blevet stadig mere utvetydig i sin retorik omkring det næste rentemøde, som finder sted på torsdag. Her er forventningen nu, at der nu ikke blot er udsigt til en rentesænkning, men også nogle yderligere tiltag. Den forventning bakkes op af udtalelser fra ECB’s rådsmedlemmer."

På nuværende tidspunkt forventer markedet en rentesænkning på mellem 0,1 procentpoint og 0,15 procentpoint suppleret med øvrige likviditetstiltag.

Udsigt til negative renter

"Holder den forventning stik, vil det være første gang nogensinde, at vi får negative renter i euro-zonen. Omvendt betyder de høje forventninger også, at eftersom markedet allerede indpriser et pænt rentefald, så skal ECB ikke skulle overraske mærkbart på den negative front, før vi igen får stigende renter på de danske realkreditlån. Der er således både mulighed for, at de tiltag ECB har med i tasken vil overraske positivt med yderligt faldende renter til følge eller negativt med stigende renter til følge. Det er meget svært at sige på nuværende tidspunkt," lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

En udløsende faktor for, om ECB vil tage det helt tunge skyts i brug, er formentlig de tal for inflationen, der kommer tirsdag. Er inflationen lavere end forventet, kan konsekvensen meget vel blive, at ECB sætter hårdt ind. Det kan resultere i yderligere rentefald.

BRANCHENYT
Læs også