Investering for lånte penge: Himmel eller Helvede?

Formuepleje gearer sine kunders investeringer. Problematisk, advarer Nordea.

Der er penge i gearing, mener Formuepleje. Men man kan hurtigt tabe dem igen, advarer Nordea. Foto: Colourbox

”Teoretisk set er investering med gearing bare det bedste. De teoretiske modeller viser, at det er overlegent i 9 ud af 10 år,” siger Søren Astrup til epn.dk.

Han er direktør i kapitalforvalteren Formuepleje, der gearer sine kunders investeringer. Altså optager lån til en lav rente i bankerne for at kunne investere et endnu større beløb i aktier og obligationer.

Gearing bliver af mange investorer betragtet som en investeringsstrategi med humørsvingninger. Det går forrygende, når det går opad. Det modsatte, når det går nedad.

”Gearing er problematisk, fordi det går rigtig stærkt, når det går galt. Vi kan alle blive enige om, at det er fedt, når det går opad. Men vi ved, at de her kriser indtræffer med jævne mellemrum, og konsekvenserne er vilde, når det går galt,” siger Nordeas aktiestrateg, Henrik Drusebjerg, til epn.dk.

Fakta

Eksempler på gearing, der gik galt:

  • Formuepleje i 2008:

Formuepleje lånte schweizerfranc til at geare sine produkter. Under krisen steg renten voldsomt, og det var hovedårsagen til, at Formueplejes porteføljer faldt så drastisk.

  • Jyske Invest Hedge Markedsneutral:

I 2011 blev Jyske Bank dømt til at betale 800 mio. kr. tilbage til sine investorer, fordi banken havde givet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med et gearet produkt, der førte til store tab.

Benhård risikostyring

Det oplevede Formuepleje på egne porteføljer, da finanskrisen rasede i 2008. Investeringsselskabets flagskib, SAFE, faldt med omkring 50 pct., og værre meget gik det for højrisiko-porteføljerne Epikur og Penta.

Alle tre overlevede, men kun SAFE er kommet tilbage over den gamle kurs-top. Alligevel holder Formuepleje fast i, at det er den rigtige strategi. Især fordi selskabet har lært af finanskrisen.

”Bankerne ville ikke låne os 20 mia. kr. til 0,3 pct., hvis gearing var farligt, når vi har med det at gøre. Nu kører vi benhård risikostyring, og vi låner kun i euro og danske kroner,” siger Søren Astrup.

Bygger på nobelprisvindere

Inden finanskrisen optog Formuepleje lån i schweizerfranc, som gav store rentestigninger og dermed endnu større tab.

Derfor mener Formuepleje også, at det ikke er gearingen, der er det farlige, men hvad du gearer med.

”Det, man gearer, skal være likvidt, så man kan navigere og sælge, når krisen sætter ind,” siger Søren Astrup.

Formueplejes investeringskoncept bygger på en teori, der blev udtænkt af Harry M. Markowitz i 1952 og siden udbygget af William Sharpe og James Tobin, som alle tre fik Nobelprisen for deres forskning og bidrag til at lave den optimale investering. En del af teorien handler om gearing.

Hos børsmægleren Nordnet er man enig i, at det er et godt investeringsværktøj.

”Gearing kan være farligt, men behøver ikke langsigtet at være det.  Det er vel lidt som med den tyske hvidvin. Nogle antager, at al tysk vin er dårligt og billigt, fordi de primært har købt eller hørt om den via grænsekiosken,” siger investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen til epn.dk.

Kun for velhavere

Nordea kan sagtens få øje på fordelene. Men ifølge banken er det langtfra alle, der kan nyde godt af gearingens kvaliteter.

”Gearing er for de ganske få investorer. Det har finanskrisen været et ekstremt godt eksempel på. For velhavende investorer, som har mulighed for at kunne overleve tab og skyde nye penge ind i jagten på at komme tilbage, kan det være et godt redskab,” siger Henrik Drusebjerg.

Men du skal ikke bare have penge. Du skal også have et næsten professionelt kendskab til markedet, mener han.

Derfor er det de færreste, som banken anbefaler gearing til.

"For langt de fleste er den risiko, markedet har i sin natur, rigelig. At doble eller tredoble er selvsagt risikabelt. Hovedparten af danskerne har hverken økonomi eller nattesøvn til at se deres portefølje falde med 90 pct., hvad var tilfældet for nogle gearede produkter under finanskrisen,” siger Henrik Drusebjerg.

Advarer mod privat gearing

Finanskrisen fik også Formuepleje til at indse, at risikoen ved de gearede porteføljer var lige lovligt høj. Derfor skalerede de risikoen ned, ligesom fokus på risikostyring er blevet væsentlig større.

Formuepleje advarer desuden mod at geare privat, da man har set eksempler på danskere, som stillede sikkerhed i hus og bil, og som endte med at tabe alt.

Investerer man i Formuplejes porteføljer, er det Formuepleje, der gearer din investering, Og det har man tænkt sig at fortsætte med.

”Gearing er farligt. Det er tændstikker og biler også. Man skal vide, hvad man har med at gøre, så kan man godt bruge det,” siger Søren Astrup.

BRANCHENYT
Læs også