V efterlyser bedre vilkår for slagterier

Samråd om Danish Crown er udskudt i Folketinget på grund af situationen på Bornholm. Men Venstre melder allerede nu, at der skal mere på bordet end Vækstplan for Fødevarer, hvis Danish Crown skal vokse i Danmark.

De højaktuelle forhandlinger om overlevelse for slagteriet på Bornhom udskyder nu et politisk samråd om kødkoncernen Danish Crowns situation og vilkår i Danmark.

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har således droppet formiddagens samråd om Danish Crown, oplyser fødevareordfører i Venstre Erling Bonnesen til FødevareWatch. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra netop Erling Bonnesen (V) og Jacob Jensen (V).

”Samrådet er udskudt. Det var ikke målrettet på Bornholm, men vi kan se, at de har forhandlingerne i dag, og så synes vi, at det var lidt på tværs af det hele,” siger han og tilføjer, at samrådet blot er udskudt.

Ifølge V-ordføreren ønsker udvalget en debat med fødevareminister Dan Jørgensen (S) om rammevilkårene for at producere svin i Danmark og Danish Crowns udmelding om, at koncernens vækst vil ske i udlandet, som verden ser ud i dag.

”Danish Crown har sagt, at de gerne vil vækste, men de har temmelig svært ved at se, at det kan blive i Danmark, fordi man ikke har rammevilkårene til det. Man ser jo, at mange smågrise køres til udlandet, fordi det ikke kan betale sig at investere i nye slagtesvin-stalde i Danmark. Det vil vi gerne have en debat med fødevareministeren om."

Der er jo vedtaget hensigtserklæring om Vækstplan for Fødevarer – men der mangler vel konkrete lovgivning?

”Ja, det er lige præcist det. Vi er også med i fødevarevækst-aftalen, hvor der er hensigtserklæringer og målsætninger. Det er en aftale, som vi står ved, og som der skal føles op på. Men det er få, få små skridt i den rigtige retning, og der skal mere til. Der skal mere fokus på rammevilkår, altså de politiske omkostninger. Og det er jo afgifter, bl.a. på energi.”

DI forhandler på vegne af Danish Crown netop nu med Fødevareforbundet NNF om det bornholmske slagteris overlevelse, men ingen af parterne ønsker at kommentere, hvad der er af nyt i forhandlingerne. På spørgsmål om, hvorvidt det har udviklet sig til en politisk sag, svarer Erling Bonnesen:

”Nej, det er det ikke set fra vores synspunkt. I Venstre blander vi os ikke i lønforhold og de konkrete forhandlinger.”

BRANCHENYT
Læs også